Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Royal Shakespeare Company

Oprindelige forfattere HBL og HLyd Seneste forfatter Redaktionen

Royal Shakespeare Company, britisk teater, grundlagt 1879 som Shakespeare Memorial Company; med hovedsæde på Shakespeare Memorial Theatre i Stratford-upon-Avon fungerede det som en slags uofficiel britisk nationalscene, hvor William Shakespeares værker udgjorde kernen i repertoiret.

Med instruktøren Peter Hall som ny chef fra 1960 blev Shakespearetraditionen fornyet, teater og kompagni skiftede i 1961 navn til Royal Shakespeare Company and Theatre, og teatrets faste ensemble fik sideløbende med Stratford et andet hjemsted på Aldwych Theatre i London.

Med et åremålsengageret, fast kunstnerensemble vekslede repertoiret på de to spillesteder mellem Shakespeare og de moderne britiske og udenlandske forfattere. 1982-2002 holdt Royal Shakespeare Company til i det nybyggede Barbican Centre samt på efterhånden tre scener i Stratford.

Annonce

I 2002 opgav man det faste tilholdssted i Barbican og spiller nu på forskellige teatre i London. Siden 1977 har byen Newcastle desuden været et fast spillested for kompagniet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Henrik Bering Liisberg, Henrik Lyding: Royal Shakespeare Company i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 14. december 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=152999