Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Old Vic

Oprindelig forfatter Holm Seneste forfatter Redaktionen

Old Vic, teater i Londons South Bank-kvarter, opført 1818, først som Royal Coburg og fra 1833 under navnet Royal Victoria, som i folkemunde blev til Old Vic.

Efter en tid som scene for navnlig melodramaer og pantomimer samt som music-hall og siden opera blev det fra 1914 specialiseret som Shakespeareteater. Efter 2. Verdenskrig overtog bl.a. Laurence Olivier og Ralph Richardson ledelsen af ensemblet, dog først fra 1950 igen i det oprindelige hus, som var blevet svært skadet under krigen.

Teatret placerede sig internationalt som førende Shakespearescene. 1963 blev ensemblet opløst, og teatret overgik til det nyoprettede National Theatre Company, som markerede sig ved britisk samtidsdrama ud over det klassiske repertoire.

Annonce

Efter opførelsen af National Theatres nye bygninger ved Themsen 1976 gled Old Vic mere over til en position som konventionel scene. 1997 overtog instruktøren Peter Halls ensemble for en tid med et kvalitetsrepertoire, men måtte opgive permanente aktiviteter. 1998 grundlagdes en privat Old Vic Theatre Trust med ambitionen om at genindsætte teatret i dets storhedsposition fra 1930'erne og 1940'erne.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bent Holm: Old Vic i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. juli 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=134949