Deutsches Theater, tysk teater, grundlagt 1883 i Berlin som protest mod en teatertradition, der føltes forældet. Med inspiration fra hertugen af Meiningens teater indførtes en ny realisme i klassikeropsætninger, og ved Otto Brahms overtagelse af teatret i 1894 rykkede naturalisterne ind på scenen.

1905-33 blev Deutsches Theater under ledelse af Max Reinhardt en af Europas førende scener. I 1906 åbnede anneksscenen Kammerspiele for den moderne og mere eksperimenterende dramatik.

Da Joseph Goebbels i 1934 tilbød Heinz Hilpert (1890-1967) at overtage Deutsches Theater, rådførte denne sig med Max Reinhardt, der anbefalede ham at sige ja. Det lykkedes Hilpert, der lagde sig i forlængelse af sin læremester Reinhardt, at føre teatret nogenlunde ukomprommiteret gennem nazitiden.

Deutsches Theater blev efter 2. Verdenskrig et af DDR's vigtigste teatre under ledelse af Wolfgang Langhoff (1901-66) 1946-63. Især betegner årene 1962-68, hvor Brecht-eleven Benno Besson med vid og elegance nytolkede klassikere fra Aristofanes til Molière, en guldalder, der ikke siden blev overgået i DDR; Bessons opsætning af den satiriske eventyrkomedie Der Drache af Jevgenij Schwarz blev spillet over 600 gange. Deutsches Theater var samtidig en rugekasse for nye og ofte kontroversielle instruktører som fx Alexander Lang (f. 1941).

Efter Berlinmurens fald var instruktøren Thomas Langhoff (1938-2012, søn af Wolfgang L.) leder af teatret frem til 2001 med et repertoire, der ofte omhandlede det tidligere DDR's vanskelige omstillingsproces. Efterfølgeren, dramaturgen Bernd Wilms (f. 1940), har lagt hovedvægten på et mere klassisk og neoklassisk repertoire.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig