Comédie-Française

Comédie-Française, det franske nationalteater, oprettet af Ludvig 14. i Paris i 1680 som Théâtre-Français. Det skete ved en sammenlægning af trupperne ved Hôtel de Bourgogne og Théâtre Guénégaud; sidstnævnte var fremkommet ved en fusion af Molières trup og Théâtre Marais i 1673.

I 1689 skiftede teatret bopæl til det gamle boldhus L'Étoile i Rue des-Fossés-Saint-Germain-des-Prés, nu Rue de l'Ancienne Comédie. I 1770'erne spillede man i en sal i Tuilerierne for i 1783 at flytte til et nyt teater, hvor Théâtre Odéon nu ligger.

Tilhængere af revolutionen, anført af skuespilleren Talma, forlod i 1791 truppen og slog sig ned i det nybyggede Théâtre de la République ved Palais Royal, mens det gamle teater blev omdøbt til Théâtre de la Nation. I 1799 forenedes de to atter i teatret ved Palais Royal, hvor der stadig spilles.

Ved Napoleons Moskvadekret fra 1812 blev den organisering af skuespillerne fastlagt, der stort set stadig fungerer. Det drejer sig om en form for medejerskab, société, hvor hver sociétaire modtager en andel af indtægterne. Denne enestående ordning har med sin skuespillerdominans sikkert været en medvirkende årsag til den konservatisme, der længe prægede spillestilen.

En fornyelse blev dog søgt gennemført ved bl.a. at indbyde instruktører fra Kartellet (Charles Dullin, Louis Jouvet, Gaston Baty) og senere Dario Fo, der i 1990 blev inviteret til at iscenesætte Molière. En række betydelige skuespillere har virket ved teatret som fx Michel Baron, Sarah Bernhardt og Jean-Louis Barrault.

Comédie-Française har først og fremmest opført de franske klassikere, Molière, Thomas Corneille og Jean Racine, men i løbet af 1900-t. også nyklassikere som Paul Claudel og Henry de Montherlant og udlændinge som T.S. Eliot og Bertolt Brecht.