Berliner Ensemble

Berliner Ensemble, tysk teater. I januar 1949 opførtes Bertolt Brechts Mutter Courage med forfatterens kone Helene Weigel i titelrollen på Deutsches Theater i det krigshærgede Østberlin. Brecht var vendt hjem til Europa fra sit eksil i USA, og forestillingen blev optakt til dannelsen af Berliner Ensemble, der under Helene Weigels formelle ledelse konstituerede sig i juni 1949.

Indtil 1954 må Berliner Ensemble mere betegnes som en trup end et egentligt teater, fordi det måtte sameksistere med Deutsches Theater i dettes hus og de dertil hørende Kammerspiele. I løbet af de første år håndplukkede Brecht en række skuespillere til ensemblet, bl.a. Angelika Hurwicz (1922-99), Regine Lutz (f. 1928), Ernst Busch, Erwin Geschonneck og Käthe Reichel (1926-2012). Som co-instruktør valgte han sin gamle medarbejder Erich Engel (1891-1966). Omkring sig samlede Brecht et kuld af unge instruktørelever, Egon Monk (1927-2007), Benno Besson, Peter Palitzsch (1918-2004) og Manfred Wekwerth.

Blandt disse var Wekwerth den eneste, der holdt ud i DDR til Murens fald. De andre var med til at udbrede Brechts teateropfattelse i vesten. Berliner Ensembles mest markante scenografer og teatermalere blev Caspar Neher, Teo Otto (1904-68) og Karl von Appen (1900-81).

Først i 1954 fik truppen omsider sit eget hus i det gamle Theater am Schiffbauerdamm, hvor Brecht havde haft sit gennembrud med Dreigroschenoper i 1928. Brecht var ikke i overensstemmelse med den dengang herskende socialrealistiske kulturideologi i DDR, men han fik arbejdsro og frie hænder til at udvikle sine teorier om det episke teater i forbindelse med opsætninger af både egne og andres stykker, heriblandt radikale nytolkninger af tyske klassikere.

Til gengæld blev Berliner Ensemble den nye DDR-stats kulturelle knaphulsblomst — en scene, teaterinteresserede fra hele verden valfartede til. Teatrets turnéer i Europa i 1950'erne blev forbilleder for de næste årtiers politiske teater i den vestlige verden.

Efter Brechts død i 1956 kunne Helene Weigel endnu en tid holde fanen højt i klar forlængelse af traditionen. Nye skuespillere placerede sig i centrum som Ekkehard Schall, Hilmar Thate og Gisela May. Nye instruktører kom til som Manfred Karge (f. 1938) og Matthias Langhoff (f. 1941). Alligevel lurede konservatismen og forbeningen som en konstant risiko.

1970-77 skete der radikale forandringer, da instruktøren Ruth Berghaus (1927-96), som fortrinsvis havde erfaringer som koreograf, gradvis overtog ledelsen og brød med den etablerede Brecht-opfattelse.

I 1975 iscenesatte Brecht-eleven B.K. Tragelehn (f. 1936) Strindbergs Frøken Julie med det resultat, at forestillingen blev taget af efter kun ti opførelser. Berghaus-perioden skabte modvilje hos anmelderne og en del af personalet, og i 1977 blev hun erstattet af Manfred Wekwerth, der var loyal over for husets traditioner og ledede det til 1991.

Efter genforeningen har Berliner Ensembles skæbne stadig stået til diskussion. I 1991 blev en femmandsgruppe indsat i teatrets ledelse, heri indgik Peter Palitzsch, Peter Zadek, Matthias Langhoff og Heiner Müller, der kort før sin død i 1995 blev udnævnt til eneleder af teatret. I 1999 overtog Claus Peymann chefstolen med det formål at præsentere politisk teater i Brechts ånd, men med et nutidigt sigte. Claus Peymann blev i 2017 afløst af Oliver Reese (f. 1964).

Flere af Berliner Ensembles klassiske forestillinger er dokumenteret på film og i gennemfotograferede modelbøger, der er en vigtig nøgle til forståelsen af Brechts egne intentioner, men som i længden også har virket bremsende på en fornyelse af Brecht-traditionen på scenen. At Brecht selv var en genial instruktør har ikke nødvendigvis medført, at hans efterfølgere på Berliner Ensemble var det samme.

De af hans elever, der har forholdt sig friest til mesteren selv, har som regel opnået de mest originale resultater. De mange instruktører og skuespillere, der gennem årene forlod Berliner Ensemble og DDR for at drage vestpå, stak af fra Walter Ulbricht eller Erich Honecker, men de tog allesammen Brecht med sig og drog fortsat nytte af hans lære.