• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

dramaturgi

Oprindelige forfattere Holmog LNMi Seneste forfatter Redaktionen

dramaturgi, teori om drama, især om dets opbygning.

Teater

Grundskriftet er Aristoteles' Poetik fra 300-t. f.Kr., hvori han primært behandler tragedien. Her beskrives den stramme komposition uden sidehandlinger, et forløb, hvor konflikten gradvis spidser til og efter et vendepunkt når sin løsning, der følger logisk af det foregående og i reglen indebærer heltens undergang. Handlingen skal helst holdes inden for en dag. I fortsættelse af Aristoteles ligger Horats' Ars Poetica fra ca. 20 f.Kr.

Med renæssancens dyrkelse af antikken blev Aristoteles' betragtninger ophøjet til doktrin, der omfattede krav om overholdelse af de tre "enheder": tidens, stedets og handlingens, formuleret af Lodovico Castelvetro i 1570. 1600-t.s franske klassicisme var tæt forbundet med enevældens regeldannelser, og normerne for god dramatik fik officielt præg. Blandt talrige teoretikere kan nævnes Nicolas Boileau. Der blev udarbejdet endnu mere specificerede forskrifter for opbygningen, herunder fordelingen af handlingens faser på stykkets akter: præsentation, komplikation, uddybning, desperation, konfliktløsning. Det gode drama skulle desuden respektere kriterier for sandsynlighed og velanstændighed.

Annonce

Gennem oldtid, middelalder og videre frem havde andre dramaformer end tragedien — komiske, kirkelige eller folkelige — ikke givet anledning til teoridannelser; de var ofte mere episodiske, komplekse og springende end det klassiske ideal. Højdepunktet var det shakespeareske drama, som kunne skifte i tid og rum, have flere sidehandlinger og blande komisk og tragisk.

1700-t.s teoretikere blev opmærksomme på Shakespeare, ikke mindst Lessing, der i polemik med den franske klassicisme så Shakespeare som en dramatiker, der realiserede grundbegreber hos Aristoteles. Med Sturm und Drang og romantik var opløsningen af de stramme formprincipper en kendsgerning. 1800-t.s realister og naturalister tyede dog ud fra analytisk-videnskabelig tankegang til den logisk-kausale form, kombineret med bestræbelser på fuldkommen illusion og indlevelse. Det velgjorte skuespil blev sat på formel af Gustav Freytag i Die Technik des Dramas (1863).

1900-t.s splittede verdensbillede resulterede i radikale formeksperimenter. Bertolt Brecht formulerede en "ikke-aristotelisk" dramaturgi, hvor det aristoteliske dog nok ofte skal forstås som den borgerlige naturalismes illusions- og indfølingsprincipper. Brecht satte heroverfor et episk teater, som i høj grad var inspireret af Shakespeare.

Den aristoteliske dramamodel kaldes også lukket, lineær eller mandlig, mens den ikke-aristoteliske kaldes åben, cirkulær eller kvindelig.

Film

En udløber af den aristoteliske form ses i filmdramaturgiens såkaldte Hollywoodmodel, der bygger på den naturalistiske teatertradition. I film, som følger den model, klippes billederne umærkeligt sammen for at skabe den bedste illusion. Handlingen bevæger sig i en stigende spændingskurve, og scenerne kædes sammen i et lineært forløb af årsag og virkning. Konflikt er det dramatiske omdrejningspunkt, og tilskueren fastholdes gennem identifikation med filmens viljestærke personer og en spænding om dens slutning.

Op gennem filmhistorien har instruktører som fx Luis Buñuel, Jean-Luc Godard, Andrej Tarkovskij og David Lynch udviklet et filmsprog, der bryder den naturalistiske binding og udfordrer Hollywoodkonventionen. Den lineære fremadskridende bevægelse er ikke længere det primære. Fortællingen bliver tøvende og identiteterne flydende. Scenerne skyder sig fri af en årsagsbunden handling for at belyse en tilstand, hvor forskellige tider og lag sammenflettes, og tilskueren bliver motiveret til at se, hvad der sker i det enkelte billede. Denne dramaturgi muliggør flere handlingstråde og forsøger ikke at skjule sit formsprog, men tematiserer det. Der tages formkonsekvens af en verden i forandring snarere end at videregive en aristotelisk helhedsopfattelse. Et billede af verden som sammenhængende sprænges af en form, der spejler en verden i opløsning. Der sigtes mod optimal enhed mellem form og indhold frem for at lade idéen underkaste en normativ dramaturgi.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bent Holm, Lene Nørgaard Mikkelsen: dramaturgi i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. februar 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=66473