• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

no

Oprindelig forfatter WFli Seneste forfatter Redaktionen

/@api/deki/files/21217/=ud_a_108592.mp3?revision=1

no, (jap. 'færdighed'), noh, nô, japansk teaterform, udviklet i 1300-t. Teksterne, der er baseret på klassisk japansk og kinesisk litteratur, mytologi og historie, reciteres og synges til musikakkompagnement bestående af en fløjte og tre trommer samt et kor (jiutai) med 8-10 personer. Skuespillerne antyder fortællingens essens ved deres fremtoning og afmålte bevægelsesmønstre.

Med udspring i populære underholdningsformer blev no i 1300-t. en teaterform for den voksende krigeradel (samurai), påvirket af krigerens etik og zenbuddhistiske tanker. Det mimiske og episke aspekt blev uddybet, da skuespilleren Kannami Kiyotsugu (1333-84) indlagde en traditionel sang- og dansegenre (kusemai). Hans søn Zeami Motokiyo forfinede i Kyoto no ved at tilføre begrebet yugen ('gratie') som udtryk for en uhåndgribelig skønhed og aristokratisk elegance. No blomstrede og forædledes i de følgende århundreder. Fra 1600-t. blev formen reduceret til en officiel ceremoni for den herskende krigeradel, og den var i nedgang indtil 1970'erne, hvor den fik en renæssance.

Repertoiret er drømmesynsspil (mugen-no) om genfærd samt virkelighedsspil (genzai-no) om især historiske personer. Ud fra hovedskuespillerens rolle er spillene yderligere delt i fem kategorier, der handler hhv. om guderne (kami); om krigerne (shura 'kamp i de dødes verden'); om kvinderne (katsura 'paryk'); om levende personer (genzai), især spil om vanvittige kvinder (kyojo); og endelig om dæmoners fordrivelse (ki 'dæmon'). Et traditionelt program varer en hel dag og består af et spil fra hver kategori med en kyogen-komedie mellem hvert; i dag spilles ofte kun tre skuespil på en dag.

Annonce

Alle roller spilles af mænd; vigtigst er hovedskuespilleren (shite) og støtteskuespilleren (waki), som begge kan have deres følgepersoner (tsure). De ledende skuespillere bærer oftest masker, som er udskåret i træ og bemalede, repræsenterende faste typer. Kostumerne er sædvanligvis af silkebrokade og andre kostbare materialer.

No opførtes oprindelig udendørs på interimistiske scener ved templer eller helligdomme under religiøse højtider og årstidsfester. I 1300-1500-t. opførtes permanente scener af træ i forbindelse med haveanlæg. I dag spilles oftest indendørs, men scenen har bevaret sin særlige form. Den er 6×6 m med et blankpoleret gulv og et tag, der støttes af fire søjler. På bagvæggen er malet et gammelt fyrretræ. Skuespillerne kommer fra spejlværelset, hvor masken tages på, og ind på scenen over en gangbro (hashigakari). Langs gangbroen er plantet tre små fyrretræer. Under scenegulvet er der en dyb grav med store resonanskar af ler. Scenen er adskilt fra publikum af hvidt sand eller småsten, i de indendørs teatre en reminiscens af det oprindelige haveanlæg. Scenografien er sparsom, men undertiden benyttes enkle sætstykker og rekvisitter, der anvendes symbolsk stiliserende.

No opføres regelmæssigt i de større byer og som førhen i forbindelse med fester ved templer og helligdomme. Af ca. 2000 originalmanuskripter fra 1400-1600-t. opføres ca. 240 stadig, suppleret med enkelte nye.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Willie Flindt: no i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=132237