Kathakali er en mandlig dansedramaform fra delstaten Kerala i Indien. Den blev udviklet af krigerkasten i 1600-tallet på baggrund af tidligere former og opført i templet ved religiøse fester.

Faktaboks

Etymologi

Kathakali af sanskrit kathā 'historie, fortælling' og malayalam kaḷi 'spil, skuespil'.

Fra 1930'erne blev dansen også opført på scenen som solo- eller dansedrama, og fra 1950'erne blev der uddannet kvindelige dansere. Den hårde fysiske træning og den særlige oliemassage giver danseren/skuespilleren en uhyre smidighed og kropsstyrke; det mimiske udtryk, ikke mindst øjnene og håndstillingerne kaldet hasta mudras, spiller en vigtig rolle. Hver rolletype har sin specielle sminkning og kostumering. Dramateksten synges af en sanger ledsaget af cymbaler og trommespil, mens rollerne danses og mimes. En forestilling varer ofte hele natten.

Forlæg til det store repertoire af dramaer er hentet fra hinduistisk sagntradition, bl.a. heltedigtene Mahabharata og Ramayana. Der findes en mængde kathakaliskuespil, og der skrives stadig nye.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig