Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

barok - teater

Oprindelig forfatter Holm Seneste forfatter Redaktionen

Barok. Sceneri af Giacomo Torelli til operaen Venere gelosa (Den jaloux Venus) fra Teatro Novissimo, Venezia 1643. Tegningens perspektiviske illusion udvider rummet bag den kongelige slotsgård. Jupiter kommer til syne i skyen på sin ørn og maner den jaloux Venus til fornuft. Det sindrige skyapparat var en af barokteatrets mest elskede effekter. Kulisserne kørte i slidser i gulvet, og sceneriet kunne hurtigt forvandles vha. maskineriet under gulvet.

Barok. Sceneri af Giacomo Torelli til operaen Venere gelosa (Den jaloux Venus) fra Teatro Novissimo, Venezia 1643. Tegningens perspektiviske illusion udvider rummet bag den kongelige slotsgård. Jupiter kommer til syne i skyen på sin ørn og maner den jaloux Venus til fornuft. Det sindrige skyapparat var en af barokteatrets mest elskede effekter. Kulisserne kørte i slidser i gulvet, og sceneriet kunne hurtigt forvandles vha. maskineriet under gulvet.

Barokken er en af de mest dynamiske perioder inden for europæisk teater. Generelt kan barokken ses som en sansemæssigt forførende stil, som bl.a. bliver et våben for kirken i tidens kamp om sjælene.

Der er ingen vedtaget periodeafgrænsning for barokteatret; der forekommer overgangsformer, og udviklingen går i forskelligt tempo i de enkelte lande. Det højt udviklede illusionssceneri kan imidlertid ses som et afgørende kendemærke.

Et hovedtema i denne turbulente tid er begrebet illusion: livets forfængelighed, altings forgængelighed, tilværelsen som et teater. Det pompøse og bombastiske har i mere nøgterne eftertider bragt barokken i vanry. Men teatrets former svarede helt til grundopfattelser i tidens offentlige liv: Kirkens, hoffernes og teatrets billedverden stemte overens.

Annonce

Barokteatret udformedes primært i Italien; først ved hofferne, siden som offentlige, kommercielle teatre, bl.a. sideløbende med udviklingen af den nye teatergenre, operaen.

Her skabtes i begyndelsen af 1600-tallet det kulissesystem, der var forudsætningen for de fascinerende forvandlinger, som henrykkede publikum. Det bestod af perspektiviske kulisser, der kunne skydes ind og ud bag hinanden.

I 1641 gennemmekaniserede Giacomo Torelli (kaldet il gran stregone, 'den store troldmand') systemet på Teatro Novissimo i Venezia, så det var muligt ved et sindrigt maskineri på et øjeblik at fremtrylle nye lokaliteter. Kulisserne var kombineret med udskiftelige soffitter og bagtæpper.

Hermed grundlagdes den teatertype, som blev dominerende op til slutningen af 1800-tallet. Nærmest obligatorisk var tillige en sky-maskine, der blev brugt til overjordiske væseners tilsynekomst på himlen, som det kan ses i det fuldt intakte barokteater-maskineri på Drottningholm slottsteater uden for Stockholm.

Tilskuersalens indretning var typisk en u-formet grundplan med et parterre nederst, omgivet af pladser i flere etager, ofte indrettet med loger, og publikums placering i salen svarede til dets sociale status. Denne teaterform spredtes til resten af Europa.

I England introducerede Inigo Jones således barokscenen som ramme om masques, det kongelige allegoriske totalteater med musik, dans, sang og skuespil — fra 1640 med brug af kulisser.

Molière står som en af verdenslitteraturens største komediedigtere, der løftede genrens realisme til et nyt, forbilledligt niveau. Som gældsplaget leder af en omrejsende teatertrup og senere som mål for kirkelige kredses nidkære anslag mod hans værker var hans eget livsløb mindre lystigt. Han blev dog forlystelsesarrangør hos Ludvig 14. Maleri fra 1660 af Charles Le Brun. Pusjkin-museet i Moskva.

Molière står som en af verdenslitteraturens største komediedigtere, der løftede genrens realisme til et nyt, forbilledligt niveau. Som gældsplaget leder af en omrejsende teatertrup og senere som mål for kirkelige kredses nidkære anslag mod hans værker var hans eget livsløb mindre lystigt. Han blev dog forlystelsesarrangør hos Ludvig 14. Maleri fra 1660 af Charles Le Brun. Pusjkin-museet i Moskva.

I Frankrig skabte Torelli fra 1645 sceniske vidundere. Her kom barokkens pragtudladninger i særlig grad til at passe med regimets selvpromovering: Lanceringen af den guddommelige monark indebar en gigantisk iscenesættelse af virkeligheden, hvori Ludvig 14. introduceredes som Solkongen; i flere balletter optrådte han selv i rollen som Kong Sol.

Disse fester med fyrværkeri, musik og teater, der en tid blev ledet af Molière, dannede forbillede for de europæiske hoffer. Kravet om en stram og logisk opbygning af dramatikken (den klassicistiske dramaturgi) var ligeledes af fransk oprindelse, i interessant kontrast til tidens hæmningsløse udadvendthed.

Også kirken indlemmede teatret i sin kamp om sjælene. Især jesuiterordenen udviklede et overdådigt teater, som ofte kredsede om det typiske baroktema: virkelighedens fiktion, livet som en drøm.

Til dels inspireret heraf fandtes et protestantisk skoleteater, hvor ikke mindst en tysk baroktragedie udformedes for bl.a. at indgå i repertoiret hos de betydelige omrejsende selskaber (vandretrupper), der især huskes for den bombastiske genre Haupt- und Staatsaktionen.

Den sceniske fremstilling var præget af typiseringer og konventioner. Kostumerne var i de heroiske genrer pompøse fantasier over antikke helte og tidens hofdragt, mens komediens kostumer ofte lagde sig tættere op ad virkeligheden.

Østre Landsret. På hjørnet af nuværende Bredgade og Fredericiagade i København lod Frederik 4. i 1701-02 et operahus opføre til erstatning for det, der brændte i 1689. Forestillingerne i den nye bygning, der var tegnet af W.F. von Platen eller J.C. Ernst, ophørte allerede i 1708. Huset blev ombygget og anvendt som bl.a. kadetakademi og som hjemsted for Rigsdagen efter Christiansborgs brand i 1884. Siden 1918 har Østre Landsret haft sit sæde i bygningen. Billedet blev malet i 1747-50 af Johannes Rach og Heinrich Eegberg.

Østre Landsret. På hjørnet af nuværende Bredgade og Fredericiagade i København lod Frederik 4. i 1701-02 et operahus opføre til erstatning for det, der brændte i 1689. Forestillingerne i den nye bygning, der var tegnet af W.F. von Platen eller J.C. Ernst, ophørte allerede i 1708. Huset blev ombygget og anvendt som bl.a. kadetakademi og som hjemsted for Rigsdagen efter Christiansborgs brand i 1884. Siden 1918 har Østre Landsret haft sit sæde i bygningen. Billedet blev malet i 1747-50 af Johannes Rach og Heinrich Eegberg.

Også i Danmark kendes de allegoriske hofballetter og -operaer, således fx Unterschiedliche Oracula (dvs. forskellige orakler), opført 1655 i Riddersalen på Københavns Slot med brug af perspektivisk sceneri, hvori de højfornemme selv agerede.

Franske hofaktører og tyske og nederlandske vandretrupper tilfredsstillede derudover skuelysten. Det første stationære, fuldt udbyggede barokteaterhus herhjemme var Frederik 4.s operahus i Bredgade i København fra 1703, nuværende Østre Landsret.

Ludvig Holberg skrev for et teater, der var indrettet efter barokkens principper, selvom han fandt det teatralske i barokken en vederstyggelighed, da han fornægtede den metafysik, som lå bag det pompøse.

Barokteatrets meget spektakulære karakter gav det en central placering, da teaterhistorie i begyndelsen af 1900-tallet markerede sig som selvstændigt forskningsområde.

I Norden er pionerarbejdet gjort i A. Beijers og T. Kroghs studier af bygninger, scenografi og spillestil. Nyere forskning placerer barokteatret i en bredere kulturel sammenhæng, ikke mindst i Frankrig; i Danmark er et eksempel Bent Holms disputats Solkonge og Månekejser (1991).

Læs videre om barokkenher.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bent Holm: barok - teater i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=44245