• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Tyrkiet - teater

Oprindelig forfatter BL-M Seneste forfatter Redaktionen

Bortset fra en fjern forbindelse til tidlige shamanistiske ritualer er tyrkisk teater igennem århundreder præget af tyrkernes antagelse af islam med dens afstandtagen til teateraktivitet. Dramatisk fremstilling har dog været tolereret i religiøse sammenhænge og i forbindelse med vigtige begivenheder ved hoffet, og hos overklassen har mangeartede former for optræden fundet sted. Et originalt folkeligt teater med faste karakterer, en delvis improviseret handling og et vist satirisk frisprog har udviklet sig. Det enkleste er en fortæller, der alene fremstiller handlingen og dens forskellige karakterer med kun to rekvisitter, en kølle og et tørklæde. Der findes flere dukketeaterformer, hvoraf den mest populære er skyggespillene med den folkelige helt, Karagöz, som fik en græsk efterfølger, Karagiozis, og hans falske modspiller, Hacivat. Tilsvarende farcer og satirer opføres af skuespillere under vilkår, som minder om commedia dell' arte.

Osmannerrigets ekspansion i Europa i 1500-t. førte en interesse for vestlige teaterformer med sig, og fra midten af 1800-t. udviklede tyrkisk drama sig hastigt. I 1913-14 inviteredes André Antoine til Istanbul for at organisere et permanent teater og en teaterskole i byen. Efter republikkens oprettelse 1923 tog udviklingen fart med oprettelsen af uddannelsesinstitutioner, statslige teatre i større byer og turnévirksomhed, og omkring 2000 har Tyrkiet et omfattende og mangefacetteret teaterliv.

Læs mere om Tyrkiet.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bjørn Lense-Møller: Tyrkiet - teater i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=175698