• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Sverige - teater

Oprindelig forfatter SHag Seneste forfatter Redaktionen

Den ældste bevarede skuespiltekst, Tobie Comedia (1550), er tilskrevet Sveriges reformator, Olaus Petri. Men der eksisterede også før Reformationen et folkeligt teaterliv både inden for kirkens rammer med liturgiske spil og uden for med gøglere, lekare, som de kaldes i landskabsloven Västgötalagen fra 1200-t., Nordens ældste kilde til synet på teaterfolk. Gøglere afbildes også på kalkmalerier.

I 1600-t. dukkede udenlandske teatertrupper op, selvom der stadig savnedes faste teatre. Studenterteater blomstrede i Uppsala, og 1686 fik en svensk teatertrup, Dän Swänska Theatren, husly i Lejonkulan nær det kongelige slot i Stockholm; truppen skulle bl.a. forsøge at udvikle dramatik på svensk. Ud fra samme idé kunne teaterselskabet Swenska Comedien i 1737 mere permanent spille i Bollhuset i Stockholm, bl.a. Holberg og nyskreven svensk dramatik, fx Carl Gyllenborgs komedie Svenska sprätthöken (1737).

1788 oprettede "teaterkongen" Gustav 3. Kongliga Swenska Dramatiska Teatern (det nuværende Kungliga Dramatiska Teatern (Dramaten)) som nationalscene med elevskole. Kongen udfoldede sig også som dramatiker og igangsætter af en svensk tradition for iscenesættelseskunst, hvis repræsentanter i 1800-t. bl.a. var Gustaf Lagerbjelke og August Lindberg (1846-1916).

Annonce

1799-1842 var der kongeligt monopol på teaterdrift i Stockholm. Monopolet blev brudt, da Nya teatern i Stockholm åbnede i 1842, og i 1800-t.s anden del kom flere nye teaterscener til. Mere holdbar svensk dramatik forblev en mangelvare før Strindberg. Undtagelser var August BlanchesEtt resande teatersällskap (1848) og F.A. Dahlgrens (1816-95) Wermländingarna (1846). Først i 1900-t. med Strindberg blev svensk teater en verdenssucces; et samarbejde med August Falck om Intima teatern 1907-10 blev en virkeliggørelse af Strindbergs drøm om et Skandinavisk Forsøgsteater. Efter 2. Verdenskrig opstod mange forsøgsscener og kælderteatre.

Der fandtes også et lokalt forankret, folkeligt teaterliv, som blev støttet bl.a. ved etableringen i 1934 af det landsdækkende Riksteatern og oprettelser af stadsteatre i større byer. Fra 1960'erne spirede en underskov af frie teatergrupper frem overalt i Sverige med stort politisk engagement i aktuel samfundsdebat, med nye målgrupper, herunder også børn, og ikke mindst med nye produktionsmetoder med direkte inddragelse af dramatikere. De store institutionsteatre udfoldede sig parallelt, bl.a. via mindre forsøgsscener med en vis kunstnerisk autonomi. Göteborg stadsteater gav ca. 1970 ydre rammer for samarbejdet mellem instruktøren og skuespilleren Kent Andersson og dramatikeren Bengt Bratt for skuespil som Hemmet (1967) og Sandlådan (1968). Stockholm stadsteater gav administrativt husly til Michael Meschkes Marionetteatern.

I Strindbergs kølvand kan noteres dramatikere som Pär Lagerkvist, Hjalmar Bergman, Stig Dagerman, Lars Forssell, Lars Molin (1942-99), Agneta Pleijel, Suzanne Osten (f. 1944), P.O. Enquist, Staffan Göthe (f. 1942) og Lars Norén. Blandt 1900-t.s instruktører kan nævnes Per Lindberg, Olof Molander, Alf Sjöberg, Ingmar Bergman, Peter Oskarson og Lars Norén. 1900-t.s svenske teater udfoldede en mangfoldighed, også takket være de vide rammer, som det svenske socialdemokratis aktive teaterpolitik skabte siden 1933. Se også Drottningholms Slottsteater, Malmö stadsteater, Orionteatern, Pistolteatern og Skånska teatern.

Læs mere om Sverige.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Silvia Hagberg: Sverige - teater i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 25. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=167692