Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Storbritannien - teater

Oprindelig forfatter HBL Seneste forfatter Redaktionen

Storbritannien har siden middelalderen markeret sig stærkt på teaterområdet. Fra de første liturgiske spil og de verdslige farcer frem til mysteriespillene og moraliteterne i senmiddelalderen er mange tekster og beskrivelser af teaterkulturen bevaret. Bibelske motiver vekslede med grovkornede optrin i disse spil, som blev fremført simultant, dvs. samtidigt, af håndværkerlavene på vogne i processioner. I moraliteterne var dyder og laster personificerede i opbyggelige opsætninger for folket som i The Castell of Perseverance (ca. 1425) eller det fra hollandsk oversatte Everyman. Men også romerske klassikere som Plautus og Seneca opførtes i de mere lærde kollegie- og universitetsmiljøer.

I renæssancetiden under Elizabeth 1. blomstrede teaterlivet for alvor og lagde grunden til det britiske teaters internationale berømmelse. Klassiske og nationale beretninger dannede ofte grundlaget for tidens tragedier og komedier, der opførtes af professionelle trupper med tilknytning til hoffet eller adelen. De interimistiske sceneopstillinger veg for egentlige skuespilhuse indrettet til at gøre opførelsen af skuespil til en rentabel forretning. Stykkerne blev opført med stærk medleven fra publikum på ståpladserne på gulvet i de åbne teaterhuse og i de overdækkede loger på etagerne, først i The Theatre (1576) og senere i The Globe Theatre (1599) i Londons udkant. I dette frodige teatermiljø virkede en af historiens største dramatikere, William Shakespeare, og skabte sine værker med både filosofisk indsigt, sproglig virtuositet og sans for teatrets krav til spænding, humor og underholdning; Shakespeare var selv skuespiller og kendte sit fags virkemidler. Selvom tidens teater ikke tillod kvinder på scenen, men lod de kvindelige figurer fremstille af unge mænd, formåede han at skildre de fleste af menneskelivets facetter såvel i kønnenes relationer som i magtens kampe. Shakespeare var ikke alene i det elizabethanske teater, men konkurrerede med dramatikere som Ben Jonson, Christopher Marlowe, John Ford (ca. 1586-ca. 1639) og John Webster, ligesom det italienske scenemaskineri introduceredes for aristokratiet af Inigo Jones i de såkaldte masques (maskespil), der kan ses som overgangen fra maskerader til senere tiders balletteater.

Efter en længere puritansk periode under Cromwells borgerkrig og efter at teatrene var lukkede 1642-60, opstod en ny blomstringsperiode med restaurationstiden. Den franske klassicisme inspirerede John Dryden (An Essay of Dramatick Poesie, 1668 og tragedien All For Love, 1677), mens sædekomedier med vovede intriger og vittige afsløringer af menneskelig forstillelse i de højere klasser, af dramatikere som William Congreve, William Wycherley (1640-1716) og George Farquhar (1678-1707), vandt gehør som reaktion på puritanismen og gav plads for kvinder på de indendørs scener (Drury Lane, 1643), som nu vandt frem.

Annonce

I 1700-t. fortsatte interessen for den lette og elegante komedie med R.B. Sheridan The School for Scandal (1777) og Oliver Goldsmith som de største forfattere ved siden af John Gay (The Beggar's Opera, 1728) og George Lillos (1693-1739) borgerlige drama (The London Merchant, 1731). I 1765 fik Sadler's Wells Theatre en ny teaterbygning, senere hjemsted for Royal Ballet. 1700-t. blev samtidig udgangspunktet for skuespillernes centrale placering i britisk teater, anført af store navne som David Garrick og Edmund Kean.

I 1800-t. fortsatte denne skuespillertradition med bl.a. Ellen Terry og Henry Irving, mens dramaet i romantikkens tidsalder stod i skyggen af poesien og først igen for alvor foldede sig ud i det sidste årti, og da med to irskfødte dramatikere: Oscar Wilde, der med sit spiddende vid og satiriske distance byggede videre på restaurationskomedien, og George Bernard Shaw, som både beherskede det Ibsen-inspirerede, samfundskritiske diskussionsdrama og den åndfulde komedie. I århundredets slutning introducerede W.S. Gilbert og Arthur Sullivan deres underholdende musikteatertradition (HMS Pinafore, 1878, The Mikado, 1885), som blev en forløber for nutidens britiske musical. På scenografiens område fremtrådte Ellen Terrys søn Gordon Craig ved århundredskiftet som den store stilistiske fornyer dog med større indflydelse i udlandet end hjemme.

1900-t.s begyndelse var præget af the well-made play på de mange West End-teatre i London med dramatikere som Noel Coward og Terence Rattigan (1911-77), der førte de britiske komedietraditioner videre i lystspillet, mens det mere litterære drama dyrkedes af T.S. Eliot og Christopher Fry. I 1932 oprettedes Shakespeare Memorial Theatre i nationaldigterens fødeby, Stratford-upon-Avon, hvor han med mellemrum var blevet fejret, først af David Garrick 1769. Fra midten af 1950'erne opstod en ny blomstringstid for det britiske teater dels med introduktionen af de såkaldte absurdister (ireren Samuel Beckett og rumæneren Eugène Ionesco), dels gennem en ny britisk dramatikerbølge, de "vrede unge mænd" (John Osborne, Arnold Wesker, Edward Bond) med en socialt engageret dramatik og med Harold Pinter som en slags bindeled mellem det sociale og det absurde. Denne vækst skabte grobund for oprettelsen af The National Theatre Company på The Old Vic i 1963 under ledelse af tidens førende skuespiller, Laurence Olivier, og for bygningen af det nye National Theatre i 1976. Samtidig fornyedes Shakespeare-traditionen på Royal Shakespeare Company (RSC) i London og Stratford-upon-Avon under ledelse af instruktørerne Peter Hall og Trevor Nunn. I 1982 fik RSC et nyt teater i Barbican-centret, ligesom der i 1997 blev indviet en tro kopi af Globe Theatre i London.

Omkring år 2000 ses en blomstrende musicalbølge med Andrew Lloyd Webber i spidsen i Londons West End side om side med en ny generation af dramatikere, fx Sarah Kane (1971-1999) og Mark Ravenhill, der er brudt igennem på de mindre fringe theatres og på Royal Court Theatre, som gennem hele 1900-t. har været hjemsted for fornyelserne i det mangfoldige britiske teaterliv.

Læs mere om Storbritannien.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Henrik Bering Liisberg: Storbritannien - teater i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=165407