Spanien - teater

Spanien - teater, Spansk teater har rødder i både kirkelige og verdslige fænomener i middelalderen: dels dramatiseringer af den katolske liturgi, som blev opført af præster og kordrenge ved messen, dels burleske spil, der opførtes af omvandrende gøglere. Med byernes vækst blev teatret fysisk institueret som del af bylivet, idet patioer (det indre gårdareal mellem husene) blev udstyret med scene og tilskuerpladser, corrales, der dannede rammen om 1500- og 1600-t.s intense teateraktivitet og foregreb opførelsen af egentlige teaterbygninger. Calderón og Lope de Vega var førende dramatikere i denne periode, hvor teatret nød stor popularitet og styrkede den nationale bevidsthed.

Teatret har været underlagt skiftende, politisk betingede vilkår. Under republikken i 1930'erne indtog García Lorca en central rolle, både som nyskabende dramatiker og som leder af det turnerende universitetsteater La Barraca, der bragte ældre og nyere dramatik ud til et stort, folkeligt publikum. Francotiden var præget af mange kunstneres eksil og af den statslige censurs hårde indgreb over for kontroversielle dramatikere, teatre og anmeldere med deraf følgende selvcensur. Begreberne posibilismo ('det muliges kunst') og imposibilismo ('det umuliges kunst'), der opstod i en polemik mellem dramatikerne Buero Vallejo og Alfonso Sastre, var betegnende for teatrets ideologiske skisma under Franco. Inden for teatret er den største fornyelse siden 1975 ikke at finde hos dramatikerne, men i det ofte næsten ordløse teater med pågående visuelle effekter, der dyrkes af grupper som La Cuadra, Els Comediants og La Fura dels Baus.

Efter overgangen til demokrati står spansk teater i en ny situation, der giver plads til eksperimenterende og provokerende opsætninger, internationale festivaler og åben debat om teatrets mål og midler. Både centraladministrationen i Madrid og de autonome regioners administration yder omkring 2000 støtte til finansiering af en lang række teateraktiviteter.

Læs mere om Spanien.