Rusland - teater

Den første egentlige teaterforestilling kan føres tilbage til 1672, da en tyskledet trup gav sin første forestilling for hoffet i Moskva. Fra midten af 1700-tallet kom vestlig indflydelse til at præge de kejserlige teatre, hvis ensembler oftest var grundlagt af udenlandske vandretrupper. Holbergs komedier blev således tidligt opført i Sankt Petersborg; de fik betydning for den russiske komedies udvikling.

Dukketeater var gennem flere århundreder en yndet underholdningsform. Selvom Ruslands store romantiske digter A. Pusjkin kun skrev syv skuespil, har mange af hans øvrige værker en teatralitet i sig. Pusjkins sans for teatret kom også til udtryk i hans artikler om skuespilkunst. Han mente således, at sandsynlige omstændigheder for stykkets handling ville medføre, at spillet lettere opnåede den naturlighed, man forbinder med folkelig kolorit.

Den iboende teatralitet sås i flere af de store litterære værker i 1800-tallet. Især forfatteren N. Gogol lod det teatralske antage overraskende groteske former. Denne tradition videreførte han med komedien Revisoren (1836), hvor skuespilleren M. Sjtjepkin (1788-1863) i titelrollen fik betydning for den russiske skuespillers spillestil langt ind i 1900-tallet. Denne del af Ruslands tradition udgør et erfaringsgrundlag for så forskellige teaterpersonligheder som K. Stanislavskij og hans elev V. Mejerkhold i hver deres fornyelse af teknikker bag den russiske scenekunst. Til trods for deres forskellighed gav deres kunstneriske løbebane grobund for hidtil usete eksperimenter i Rusland. Disse teaterformer gav siden inspiration til store dele af den vestlige verdens teaterudfoldelse.

Omkring Oktoberrevolutionen begyndte det såkaldte avantgardeteaters glansperiode. De æstetiske fornyelser på teatret gav i nogen grad afkald på arven fra Stanislavskij, men var til gengæld nært relateret til formeksperimenter i lyrikkens futurisme og malerkunstens suprematisme. Undertiden vendte avantgardeteatret tilbage til enkle middelalderformer som i V. Majakovskijs Buffomysteriet (1918), hvor satiren og den groteske komedie vandt frem. Indholdet antog dog fra 1930'erne efterhånden en forudsigelig og stadig mere moraliserende stil iklædt hverdagsrealisme. Avantgarden blev således knust af sovjetstyret af politiske årsager, og den sociale realisme blev institueret som dikteret norm og som en udvanding af Stanislavskij.

Under den sensovjetiske epoke fik teatret stadig større betydning som det andet parlament. Navnlig i 1960'erne og 1970'erne opnåede Taganka Teatret, ledet af J. Ljubimov, kultstatus med trubaduren V. Vysotskij i rollen som Hamlet (premiere i 1971). Under perestrojkaens nyvundne ytringsfrihed fik temaer som fx selvransagelse plads i et repertoire på især mindre scener, hvorfra et pluralistisk kunstsyn fik tilført nye facetter. Efter perestrojkaens økonomisk hårde kur blev mange af de mindre teaterinitiativer igen opgivet. I 1990'erne sås flere steder en søgen tilbage til den nationale kunstskats rødder.