• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Grønland - teater

Oprindelig forfatter KNoe Seneste forfatter Redaktionen

Grønlands første og eneste professionelle teatergruppe, Silamiut, blev dannet i 1984 i Nuuk med økonomisk støtte fra Grønlands hjemmestyre. Den grønlandske skuespilleruddannelse foregik 1975-93 på Tuukkaq Teatret i Fjaltring i Vestjylland. Her arbejdede man på at videreudvikle den gamle grønlandske sang- og fortælletraditions dynamiske samspil mellem ord og mime med udgangspunkt i Odin Teatrets arbejdsform. Resultatet blev et eksperimenterende, fysisk ekspressivt, grønlandsksproget teater, hvis temaer hyppigt hentedes i det grønlandske sagnstof. Silamiut Teatret bygger videre på denne tradition, men laver også børne- og musikteater. For at styrke det verbale teater har Silamiut indledt samarbejde med Grønlands Forfatterforening om manuskriptudvikling.

Både Tuukkaq og Silamiut Teatret har turneret i ind- og udland. Ud over Silamiut findes der flere amatørteatergrupper. Siden 1960'erne har der endvidere været en del dansk turnévirksomhed i Grønland.

Læs mere om Grønland.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Karen Nørregaard: Grønland - teater i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. juli 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=86585