Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Frankrig - teater

Oprindelig forfatter Heed Seneste forfatter sthornval

Fransk kultur er rig på kollektive manifestationer med spektakulære indslag, og det teatrale registreres på forskellige niveauer i det franske samfund. Fransk teater har ofte været epokegørende og stilskabende inden for vestligt teater.

Annonce

Middelalder og renæssance

Commedia dell'arte. Italienske komikere i Paris i 1580'erne. Tjenerfigurerne Zanni og Harlekin (tv. i typekostume og maske) er jaloux over Leanders kurmageri til tjenestepigen Franceschina (th. i samtidsdragt). Træsnittet er blandt de ældste Harlekinafbildninger. Det findes i Fossard-samlingen på Nationalmuseum i Stockholm, der indeholder unikt billedmateriale til belysning af den tidlige commedia dell'arte; samlingen blev publiceret i 1928 af Agne Beijer og P.L. Duchartre.

Commedia dell'arte. Italienske komikere i Paris i 1580'erne. Tjenerfigurerne Zanni og Harlekin (tv. i typekostume og maske) er jaloux over Leanders kurmageri til tjenestepigen Franceschina (th. i samtidsdragt). Træsnittet er blandt de ældste Harlekinafbildninger. Det findes i Fossard-samlingen på Nationalmuseum i Stockholm, der indeholder unikt billedmateriale til belysning af den tidlige commedia dell'arte; samlingen blev publiceret i 1928 af Agne Beijer og P.L. Duchartre.

De ældste teaterformer i Frankrig udvikledes af den katolske messe og liturgi i løbet af 900-t. med kirkerummet som scene. Mirakelspil med tilknytning til kirkeåret eller lokale skytshelgener flyttede senere ud fra kirken og henlagdes ofte til byens torv. Begyndelsen til et profant teater voksede frem med de omrejsende gøglere og trubadurer. I karnevalstider var farcen en populær teaterform med burleske, ofte obskøne indslag, men med en moralsk undertone, mens sotien var en farce med tydelig satirisk brod; scenen var en primitiv tribune, som sattes op, hvor som helst man kunne finde et publikum. Mod slutningen af middelalderen blev mysteriespillene en vigtig teaterform med såvel alvorlige som komiske indslag. Mænd spillede alle roller, men lokalt deltog også kvinder i stykkerne, som blev opført for et betalende publikum, sædvanligvis udendørs med midlertidigt byggede tilskuerpladser; scenen var ofte en såkaldt simultanscene.

Den italienske renæssance satte sig betydelige spor inden for fransk teater. Hen mod slutningen af 1500-t. dominerede den italienske maskekomedie, commedia dell'arte, som importeredes med italienske skuespillertrupper. Maria Medici, som blev fransk dronning i 1600, førte den florentinske hoffest til landet; den kom til at tjene som model for hoffesterne på slottet i Versailles, hvor teatret spillede en central rolle.

Nationalt, professionelt teater

Molière står som en af verdenslitteraturens største komediedigtere, der løftede genrens realisme til et nyt, forbilledligt niveau. Som gældsplaget leder af en omrejsende teatertrup og senere som mål for kirkelige kredses nidkære anslag mod hans værker var hans eget livsløb mindre lystigt. Han blev dog forlystelsesarrangør hos Ludvig 14. Maleri fra 1660 af Charles Le Brun. Pusjkin-museet i Moskva.

Molière står som en af verdenslitteraturens største komediedigtere, der løftede genrens realisme til et nyt, forbilledligt niveau. Som gældsplaget leder af en omrejsende teatertrup og senere som mål for kirkelige kredses nidkære anslag mod hans værker var hans eget livsløb mindre lystigt. Han blev dog forlystelsesarrangør hos Ludvig 14. Maleri fra 1660 af Charles Le Brun. Pusjkin-museet i Moskva.

I begyndelsen af 1600-t. blev grunden lagt til et fransk teater i moderne forstand. Paris havde fået sin første teaterbygning i 1548, Hôtel de Bourgogne, hvor forskellige teatertrupper gæstespillede med farcer eller seriøst profant teater, tragedier i antik tradition. Ludvig 13. bidrog personligt til at forbedre teatrets anseelse og skuespillernes sociale status, noget, som kirken stædigt fortsatte med at modarbejde. Hôtel de Bourgogne fik sin faste trup i 1629. Her skabtes det klassiske franske repertoire, hvor komedie og tragedie dominerer, selvom Pierre Corneille også arbejdede med en blandet genre, tragi-comédie. Senere blev Molière den betydeligste repræsentant for komedien, både som forfatter og skuespiller, mens Jean Racine betragtes som tragediens mester. I det meste af 1600-t. var der en intens teateraktivitet i Paris, ikke mindst takket være aktiv kongelig støtte. De samme trupper, som spredte glans på Versailles, fik lov til at fremføre deres skuespil for almindelige folk i Paris. Académie royale de musique, Pariseroperaen, blev til på kongeligt initiativ i 1669, og i 1680 skabtes Europas første nationalscene, Comédie-Française.

Mod slutningen af Ludvig 14.s regeringstid forringedes teatrets vilkår: Efter at italienerne var blevet udvist i 1697, fandtes kun to større teatre i Paris, Operaen og Comédie-Française, begge med statsligt monopol; i 1701 indførtes censur. En ny italiensk trup blev kaldt til byen i 1716, efter kongens død, og genoptog Comédie-Italienne. Komedien bevægede sig hen imod større alvor, men tragedien havde udspillet sin rolle. Denis Diderot forsøgte med sit borgerlige drama at føre tragedien ned på et hverdagsniveau, mens den klassiske tragedie med dens antikke helte fik et hjemsted i operaens tragédie lyrique.

Den Franske Revolution medførte et brud på teatertraditionen. I 1791 blev monopolet ophævet, censuren afskaffet, og Comédie-Française delt i to dele. Nye teatre åbnedes, og teaterbygninger opførtes. Repertoiret blev farvet af den politiske udvikling: Der blev opført patriotiske skuespil, og nyskrevne sange blev lagt ind i ældre værker. Men frem for alt herskede der en gadens dramaturgi. Et af de teatre, der blev grundlagt under Revolutionen, var Théâtre Feydeau. Det havde hovedsagelig et lyrisk repertoire, men arbejdede også med blandede genrer som opéra-comique. I 1801 blev teatret slået sammen med Théâtre Favart, det tidligere Comédie-Italienne, og dannede Opéra-Comique.

Ved siden af de statsstøttede teatre voksede i 1800-t. antallet af privatteatre, som koncentreredes omkring Boulevard du Temple, kaldet Boulevard du Crime ('forbrydelsens boulevard') med hentydning både til teatrenes repertoire og til folkelivet. Teatrene blev en folkeforlystelse med lette genrer som melodrama, vaudeville og pantomime. Man satte pris på spektakulære effekter, og scenografi og teknik udvikledes hurtigt. Forestillingerne blev mere og mere komplicerede; det krævede teknisk og kunstnerisk koordinering, og begrebet mise en scène ('iscenesættelse') blev almindeligt. Sideløbende med, at teatret stræbte efter den højest mulige realisme, fandt en anden udvikling sted mod et stadig mere abstrakt formsprog. Dette paradoks mundede ved århundredets slutning ud i de æstetiske retninger naturalisme og symbolisme, der dyrkedes på hhv. Théâtre libre og Théâtre de l'œuvre. Begge disse teatre har gennem 1900-t. tjent som modeller for kunstneriske eksperimentalteatre, og deres ledere, André Antoine og Aurélien-Marie Lugné-Poë, indledte det moderne instruktørteater i Frankrig.

1900-t.

Jean Genet. I 1952 udgav Sartre Saint Genet, comédien et martyr, hvori han beskriver Genet som den perfekte eksistentialistiske helt, der bevidst lever op til den af samfundet pålagte rolle som udstødt.

Jean Genet. I 1952 udgav Sartre Saint Genet, comédien et martyr, hvori han beskriver Genet som den perfekte eksistentialistiske helt, der bevidst lever op til den af samfundet pålagte rolle som udstødt.

Jacques Copeau ville realisere idéen om et frit kunstnerisk teater med et klassisk repertoire og grundlagde Théâtre du vieux-colombier i 1913. Det blev et væksthus for dem, der kom til at dominere mellemkrigstiden i fransk teater, det såkaldte Kartel, som bestod af Gaston Baty, Charles Dullin, Louis Jouvet og Georges Pitoëff. Ved siden af det etablerede teater voksede et betydeligt avantgardeteater frem; til det er knyttet navne som Antonin Artaud, Jean-Louis Barrault og Roger Blin, alle virksomme både som skuespillere og instruktører. Det kulminerede efter 1945 i det nye teater, der introducerede de moderne dramatikere Samuel Beckett, Jean Genet og Eugène Ionesco.

Som leder af Théâtre national populaire fra 1951 ville Jean Vilar skabe kvalitetsteater for et bredt publikum. Festivalen i Avignon var endnu et led i denne bestræbelse. I 1960'erne gennemførtes en omfattende decentralisering, og der blev bygget kulturhuse i mange mindre byer samt i Paris' forstæder; til dem knyttedes regionale ensembler.

I de sidste årtier af 1900-t. har fransk teater med hjælp fra ny avanceret teknik udviklet sig i elitær retning mod stadig dyrere forestillinger for et veluddannet, men begrænset publikum. Fremtrædende instruktører som Antoine Vitez (1930-90) ved Théâtre de Chaillot og Patrice Chéreau ved teatret i Nanterre uden for Paris har betydet, at fransk teater har vundet verdensry for sin kunstneriske standard. Samtidig er Paris blevet et internationalt forum for eksperimenterende teater, noget, som den britiske teatermand Peter Brook har bidraget til med sit multikulturelle ensemble ved Bouffes-du-nord ligesom også Ariane Mnouchkine med sit kollektiv Théâtre du soleil. I 1983 blev den internationale sammenslutning Théâtre de l'Europe grundlagt med tilhørssted i Théâtre de l'Odéon.

Læs mere om Frankrig.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Sven Åke Heed: Frankrig - teater i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 23. februar 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=79416