Byzans - teater, Teatret fik i Det Byzantinske Rige en enestående dobbeltrolle: Det bevarede den dramatiske genre mimen, længe efter at den var ophørt med at eksistere i Rom, og det frembragte kirkespil, flere hundrede år før noget tilsvarende ses i vest.

Det er dog svært at tegne et klart billede af byzantinsk teater, da kildematerialet er fragmentarisk og ofte stammer fra fjendtligt stemte kirkefædre.

Mimen var en kontroversiel teaterform. Den var populær i vide kredse — kejser Justinian 1. giftede sig således ca. 523 med mimeskuespilleren Theodora — men kirken angreb den hårdt.

Særlig kendt er kirkefaderen Johannes Chrysostomos' skrift mod spil og teater Contra ludos et teatra fra ca. 400. Chrysostomos raser især mod den såkaldte biologikos mimos (hverdagen taget på kornet) med dens højdepunkt, en meget virkelighedstro gengivelse af et ægteskabsbrud. Mimens realisme og drøje komik blev senere overført til forholdet mellem jomfru Maria og Josef.

Allerede tidligt havde den byzantinske liturgi fået en dramatisk karakter med alternerende recitationer, monologer og hymner med solo og korsvar, ligesom også det øverste af kirkerummet var, og er, indrettet som et romersk teater: Teatrets store bagvæg genfindes i den ortodokse kirkes ikonostase med den høje midterdør og de to lavere sidedøre.

Fra 300-t. er bevaret nogle dialoger af den hellige Methodios med kristent indhold, deriblandt en samtale mellem ærkeenglen Gabriel og Maria, der er stærkt i tvivl, om hun tør påtage sig hvervet som Guds moder. Efter al sandsynlighed er disse dialoger blevet opført i kirken med fordelte roller.

Det mest fascinerende resultat af mødet i Det Byzantinske Rige mellem antikkens digtformer og den nye kristne mytologi er tragedien Christos paschon (Den lidende Kristus) af en ukendt forfatter fra 1000- eller 1100-t.

Den er en bearbejdelse af græske tragedier, deriblandt syv af Euripides og to af Aischylos; vers fra Medea er her, med ganske få ændringer, lagt i munden på jomfru Maria. Det er dog uvist, om formålet var læsning eller opførelse.

Læs mere om Det Byzantinske Rige.

Kommentarer (2)

skrev Uffe Holmsgaard Eriksen

Jeg vil meget gerne opfordre til, at denne artikel revideres kraftigt. Der er ikke belæg for følgende påstande:

"og det frembragte kirkespil, flere hundrede år før noget tilsvarende ses i vest."

- Andrew Walker White har i sin afhandling "Performing Orthodox Ritual in Byzantium" (Cambridge University Press 2015) afvist, at der nogensinde opstod kirkespil i Byzans. Det bakkes også op af den tyske teaterhistoriker Walter Puchners "Greek Theatre between Antiquity and Independence. A History of Reinvention from the Third Century BC to 1830" (Cambridge University Press 2017), se særligt kap. 2, s. 88-89.

"Allerede tidligt havde den byzantinske liturgi fået en dramatisk karakter med alternerende recitationer, monologer og hymner med solo og korsvar, ligesom også det øverste af kirkerummet var, og er, indrettet som et romersk teater: Teatrets store bagvæg genfindes i den ortodokse kirkes ikonostase med den høje midterdør og de to lavere sidedøre."

- White påpeger også i sin bog, at denne sammenligning er nærliggende, men har en helt anden genealogi, og at den byzantinske kirke var stærkt antiteatralsk gennem hele den byzantinske periode, se f.eks. s. 41.

"Fra 300-t. er bevaret nogle dialoger af den hellige Methodios med kristent indhold, deriblandt en samtale mellem ærkeenglen Gabriel og Maria, der er stærkt i tvivl, om hun tør påtage sig hvervet som Guds moder. Efter al sandsynlighed er disse dialoger blevet opført i kirken med fordelte roller."

- Der er ikke noget, der tyder på, at Methodios' dialog "Symposion" nogensinde blev opført som teater og slet ikke i kirken. Jeg har ikke en kilde ved hånden, men jeg er ikke stødt på nogen nyere behandling af emnet, som hævder, at dialogen blev opført på den beskrevne måde.

"Den er en bearbejdelse af græske tragedier, deriblandt syv af Euripides og to af Aischylos; vers fra Medea er her, med ganske få ændringer, lagt i munden på jomfru Maria. Det er dog uvist, om formålet var læsning eller opførelse."

- Walter Puchner har ganske overbevisende redegjort for, hvorfor Christos Paschon/Christus Patiens ikke er skrevet med henblik på opførelse. Den er en cento og skal læses i den tradition, som flere byzantinske (og kristne latinske) forfattere yndede at lege med.

skrev Revka Winther El Baz

Kære Uffe Holmsgaard Eriksen,
Mange tak for din fyldige og vidende kommentar.
Vi har endnu ikke nogen fagansvarlig for denne og de øvrige artikler i kategorien. Så jeg lader kommentaren stå, så en kommende fagansvarlig for artiklen kan forholde sig til den.
De bedste hilsner fra Revka/redaktør for teater

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig