Faktaboks

August Wilhelm Iffland
Født
1759
Død
1814

August Wilhelm Iffland som Pygmalion i Jean-Jacques Rousseaus melodrama Pygmalion. Maleri af Anton Graff, 1800. Schloß Charlottenburg, Berlin. Ifflands gestik er båret af retoriske og æstetiske konventioner. Kostumet er derimod et forsøg på at give et ægte indtryk af en klassisk dragt — i modsætning til barokkens pompøse heltekostumer, som holdt sig langt op i 1700-t.

.

August Wilhelm Iffland, 1759-1814, tysk skuespiller, dramatiker og teaterleder. August Wilhelm Iffland blev 1777 knyttet til hofteatret i Gotha, men kom efter dets leder Konrad Ekhofs død (1720-78) til det nystiftede nationalteater i Mannheim, hvor han havde sin første store succes som Franz Moor i uropførelsen af Friedrich Schillers Røverne (1782). I Mannheim vandt han sig et navn som skuespiller i karakterfaget og en berømmelse som dramatiker, der i datiden langt overgik Schillers.

Iffland beskrev i stykker som Die Jäger (1785), Verbrechen aus Ehrsucht (1784) og Die Mündel (1785) middelklassen, sådan som den ønskede at se sig selv. Han priste familielivets lyksaligheder, naturen samt borgerdyder som arbejdsomhed, nøjsomhed og ærlighed og var blandt de flittigste leverandører til europæiske scener. 1796 blev han direktør for nationalteatret i Berlin.

Foruden dramaerne skrev August Wilhelm Iffland et par skuespillertekniske skrifter og en selvbiografi, Meine theatralische Laufbahn (1808).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig