• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Manfred Wekwerth

Oprindelig forfatter keuner Seneste forfatter Redaktionen

Manfred Wekwerth, Manfred Weckwerth, f. 3.12.1929, tysk teaterinstruktør. Efter en læreruddannelse og amatørteatererfaringer blev Wekwerth i 1951 elev af Bertolt Brecht ved Berliner Ensemble, hvor Brecht anvendte ham som sin co-instruktør og også gav ham selvstændige opgaver.

Efter Brechts død gjorde Helene Weigel ham 1960-69 til chefinstruktør, oftest i samarbejde med Peter Palitzsch (1918-2004). Deres største fælles succes var Arturo Ui med Ekkehard Schall (1959), som nød international bevågenhed. Da Palitzsch ved opførelsen af Berlinmuren i 1961 befandt sig i vesten som gæsteinstruktør og valgte at udeblive, blev han som Wekwerths partner afløst af dramaturgen Joachim Tenschert. Deres betydeligste iscenesættelse var Coriolan af Shakespeare/Brecht (1964), som førte til, at de i 1973 af National Theatre i London blev opfordret til at sætte Shakespeares originaltekst op med en da endnu ukendt Anthony Hopkins i titelrollen.

I 1969 kom det til et brud mellem Helene Weigel og Wekwerth. Herefter tog han, der også har et teaterteoretisk forfatterskab bag sig, en doktorgrad og havde instruktøropgaver på bl.a. Deutsches Theater. I 1977 blev han hentet tilbage til Berliner Ensemble som chef, en stilling, han beklædte til 1991. Han iscenesatte især en lang række Brecht-skuespil, men en ønskelig radikal fornyelse af selve Brecht-traditionen udeblev. Alligevel havde Wekwerth som tidligere stor succes med ensemblets gæstespil i udlandet, han fik også selv flere opgaver som instruktør på Burgtheater i Wien. I juni 1989 forestod han Berliner Ensembles gæstespil i Jerusalem, som blev yderst vellykket, men også må ses som led i DDRs forsinkede normalisering af forholdet til Israel.

I 1982 blev Manfred Wekwerth præsident for Akademie der Künste der DDR og i denne forbindelse fra 1986 medlem af SEDs centralkomité og hermed en nøgleperson i den officielle kulturpolitik. Efter Murens fald blev han angrebet som linjetro statstjener og i 1990 afløst som akademipræsident af Heiner Müller. I 1991 trådte han tilbage som chef for Berliner Ensemble og blev afløst af et kollektiv, der bl.a. omfattede hans gamle makker Peter Palitzsch og Heiner Müller.

Annonce

Hans kontakt med Stasi, der nærmest var uundgåelig for en mand i Wekwerths position, er også blevet regnet ham til last, uden at hans angribere har kunnet dokumentere, at han har voldt andre fortræd ved angiveri. Kolleger som Giorgio Strehler og Peter Zadek har fremhævet hans kunstneriske integritet, men Wekwerth har siden den tyske genforening udelukkende fundet opgaver på provinsteatre og i alternative sammenhænge.

Manfred Wekwerth.hjemmeside

Referér til denne tekst ved at skrive:
Hans Christian Nørregaard: Manfred Wekwerth i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 23. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=256803