Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Hilmar Thate

Oprindelig forfatter keuner Seneste forfatter keuner

Hilmar Thate, f.17.4.1931, tysk skuespiller. Thate, der var uddannet på teaterskolen i Halle, var 1959-70 en af hovedkræfterne i Berliner Ensemble under Helene Weigels ledelse. Ved adskillige lejligheder spillede han med ungdommelig autoritet over for den jævnaldrende, mere manierede Ekkehard Schall, fx som Givola i Arturo Ui (1959) og Aufidius i Coriolan (1964).

Thate udviklede sig også som fremragende formidler af sange af Bertolt Brecht og Hanns Eisler, både på scenen (Die Tage der Commune, 1962, og Die Mutter, 1967) og på plade. 1970 skiftede han til Volksbühne under Benno Besson og spillede i 1972 Richard III Deutsches Theater.

Sammen med sin hustru, skuespilleren Angelica Domröse (f. 1944), der især var og er populær som Paula i kultfilmen Die Legende von Paul und Paula (1972), protesterede Thate, der også selv var bredt kendt fra film og tv, i 1976 mod DDR-regeringens udvisning af Wolf Biermann og blev udsat for chikane.

I 1980 søgte og fik ægteparret udrejsetilladelse til Vestberlin, hvor Thate i 1981 fik en hovedrolle i Peter Zadeks Fallada-forestilling Jeder stirbt für sich allein på Schiller-Theater, medvirkede i Rainer Werner Fassbinder-filmen Die Sehnsucht der Veronika Voss (1982) og spillede Sganarell i Ingmar Bergmans iscenesættelse af Don Juan ved festspillene i Salzburg (1983).

Annonce

I slutningen af 1980'erne optrådte han og Domröse sammen i flere George Tabori-opsætninger i Wien, ligesom de i 1986 dannede par i Hvem er bange for Virginia Woolf? i Vestberlin. Hilmar Thate, der altid har været kritisk i sit valg af roller, har i de senere år haft vanskeligt ved at gøre sig gældende i et omfang, der yder hans format retfærdighed.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Hans Christian Nørregaard: Hilmar Thate i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=256790