Benno Besson

Benno Besson var en schweizisk teaterinstruktør. Som amatørteaterentusiast opsøgte Besson Bertolt Brecht under dennes ophold i Schweiz i 1947-1948 og blev i 1949 hentet til Berliner Ensemble som assistent.

Blandt hans selvstændige iscenesættelser var Molières Don Juan (1954) og Brechts Der gute Mensch von Sezuan (1957), to skuespil, han flere gange vendte tilbage til. Efter Brechts død i 1956 ville Helene Weigel ikke i længden tolerere hans uortodokse omgang med Brecht-arven, og fra 1958 arbejdede han nogle år freelance i Øst- og Vesttyskland.

I 1962 blev Benno Besson fast engageret på Deutsches Theater, hvor han på grund af Berliner Ensembles monopol i Østberlin ikke kunne iscenesætte Brecht og i stedet især arbejdede med klassikere.

Allerede Freden af Aristofanes (1962) var en mindre sensation, ikke kun fordi han brugte dixielandjazz som teatermusik, men især fordi han inden for det store skuespillerensemble havde samlet sin egen kernetrup, bl.a. Eberhard Esche (1933-2006), Fred Düren (1928-2015), Elsa Grube-Deister (1926-2001) og Rolf Ludwig (1925-1999), der sammen med scenograferne Heinrich Kilger (1907-1970) og Horst Sagert (1934-2014) fra nu af forstod at forløse hans intentioner.

Med sin baggrund i en fransksproget kulturtradition og sin Brecht-skoling tilførte Besson det østberlinske teater en vitaminindsprøjtning af lige dele poesi og satire. Bessons teater var politisk teater, men uden kampparoler. Han spillede Sofokles, Shakespeare og Molière, men også Offenbachs Den skønne Helene (1964) som vittig og raffineret "operette for skuespillere".

Højdepunktet blev Der Drache (1965) af russeren Jevgenij Schwarz, en eventyrkomedie om diktatur, korruption og permanent revolution, hvor Besson lod dragedræberen Lanzelot fremstå som moderne wildwest-helt. Der Drache blev kåret som årets forestilling af det vesttyske tidsskrift Theater heute, og ved Théâtre des Nations i Paris 1966 vakte den lige så stor begejstring som Brechts gæstespil i 1950'erne. Der Drache blev spillet over 600 gange, også længe efter at Besson selv havde forladt Deutsches Theater.

1969-77 blev Benno Besson leder af den forsømte Volksbühne, som han gjorde til et europæisk teatercenter og åbnede for yngre, lovende instruktører. I sit eget arbejde forsøgte han at videreudvikle linjen fra Deutsches Theater. Brecht-monopolet var brudt, og han kunne bl.a. udarbejde tre versioner af Der gute Mensch von Sezuan (1971 og 1975). I 1977 blev han træt af DDR's usmidige kulturbureaukrati og vendte for en tid tilbage til sit oprindelige sprogområde i Schweiz og Frankrig.

I 1981-1998 gæsteiscenesatte han bl.a. på Dramaten i Stockholm, Schauspielhaus i Zürich, Burgtheater i Wien og Schiller-Theater i Berlin. I sine tysksprogede opsætninger anvendte han nu ofte datteren, den højt begavede Katharina Thalbach, der var uddannet hos Helene Weigel, i den kvindelige hovedrolle. Da han døde, forberedte han en opsætning af Kong Ødipus af Sofokles på Comédie-Francaise i Paris. Teatret i hans fødeby Yverdon-les-Bains i kantonen Vaude blev allerede i 1998 omdøbt til Théâtre Benno Besson.

Benno Besson, hvis instruktørkarriere kom til at spænde over otte lande, vendte jævnligt tilbage til det samme stof i nye omgivelser. ShakespearesHamlet iscenesatte han syv, Brechts Die heilige Johanna der Schlachthöfe seks gange. Alligevel forblev hans tid på Deutsches Theater et aldrig overgået højdepunkt i hans virke.