Harley Barker, Harley Granville Barker, 1877-1946, engelsk skuespiller, instruktør, dramatiker og teaterleder, hvis betydning samler sig om tre hovedområder. Som leder af Londons Royal Court Theatre 1904-07 og derefter The Savoy frem til 1. Verdenskrig skabte han et repertoireteater med mange, skiftende skuespil. Gennem årene på Royal Court spillede han 11 stykker af G.B. Shaw og var derved med til at skabe Shaws position i engelsk dramatik. Han fornyede den meget traditionsbelastede Shakespeare-stil med friskhed og spontanitet i opsætningen af The Winter's Tale 1912 og siden hen andre. 1927-47 udgav han fem samlinger essays: Prefaces to Shakespeare.