Faktaboks

Thommy Berggren
Født
1937

Thommy Berggren, f. 1937, svensk skuespiller.Thommy Berggren medvirkede fra 1961 i gruppeteaterforsøg, kom via Göteborg stadsteater i 1963 til Dramaten i Stockholm, hvor han har optrådt, bl.a. under Ingmar Bergmans instruktion.

Thommy Berggren er især kendt for sine roller i en række af Bo Widerbergs film. Han brød igennem i de forfriskende sort/hvide skildringer fra hverdagens Malmø, Barnvagnen (1963, Barnevognen) og Kvarteret Korpen (1963, Ravnekvarteret).

Senere overbeviste han som tragisk helt i Widerbergs kostumedramaer i farver, som løjtnanten Sixten Sparre i Elvira Madigan (1967) og titelfiguren i Joe Hill (1971).

Desuden spillede han titelrollen i Johan Bergenstråhles og Kjell Gredes tv-serie Strindberg. Ett liv (1985) med manuskript af Per Olov Enquist.

I 1990'erne optrådte Thommy Berggren på teater, tv og i filmen Glasblåsarns barn (1998). Han har desuden instrueret flere forestillinger på Dramaten, bl.a. The Homecoming af Harold Pinter (1993).

Modsætningsforholdet mellem Bo Widerberg og Ingmar Bergman bevirkede, at Berggreen aldrig kom til at medvirke i en Bergman-film, selv om han er en af sin generations betydeligste svenske filmskuespillere. Hans kunst er emne for Stefan Jarls (f. 1941) portrætfilm om ham, Muraren (2002).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig