Faktaboks

Katharina Thalbach
Født
19. januar 1954

Katharina Thalbach, f. 19.1.1954, tysk skuespiller og instruktør, datter af Benno Besson og Sabine Thalbach (1932-66), der var skuespiller ved Berliner Ensemble.

Katharina Thalbach fik tidligt mindre barneroller på teater, tv og film. Helene Weigel skrev kontrakt med hende i 1968, og allerede året efter debuterede hun i Die Dreigroschenoper. 1971-74 var hun ansat på Volksbühne under Bessons ledelse.

Med sit storøjede, alfeagtige udseende, der dog også rummer evnen til det groteske, gjorde hun sig bemærket på film, bl.a. i Egon Günthers (1927-2017) litteraturfilmatiseringer Lotte in Weimar (1975) efter Thomas Mann og Die Leiden des jungen Werthers (1976) efter Johann Wolfgang von Goethe.

Efter at hun og hendes samlever, forfatteren Thomas Brasch (1945-2001), havde protesteret mod udvisningen af Wolf Biermann, søgte de 1976 om udrejse fra DDR og tog ophold i Vestberlin, hvor Thalbach blev knyttet til Schiller-Theater, men også var efterspurgt andre steder. Berømmet blev især hendes titelrolle i Heinrich von Kleists Käthchen von Heilbronn (1979) under Jürgen Flimm (f. 1941) i Køln. Med Besson som instruktør spillede hun Ofelia i Hamlet (1983) og Bertolt Brechts Die heilige Johanna der Schlachthöfe (1998) på Schauspielhaus Zürich.

Sit vesttyske filmgennembrud fik hun i Volker Schlöndorffs Die Blechtrommel (1979, Bliktrommen), som banede hende vejen til en omfattende karriere på film og tv. Som instruktør debuterede hun i 1987 med Macbeth på Schiller-Theaters værkstedsscene.

Siden har hun iscenesat både skuespil og opera, bl.a. på Deutsche Oper Berlin. Det vakte betydelig opsigt, da hun i 1996 satte Carl Zuckmayers Der Hauptmann von Köpenick op på Maxim Gorki Theater i Berlin med entertaineren Harald Juhnke (1929-2005) og selv med bravur overtog hans rolle, da han blev syg.

Katharina Thalbach har på film og tv spillet en lang række krævende nyskrevne roller, bl.a. stikker i Nazityskland og kranfører i Gdansk (Schlöndorffs Strajk – Die Heldin von Danzig, 2007), og efter genforeningen har hun med sit førstehåndskendskab til DDR og den autentiske berlinerdialekt taget sin del af ostalgi-bølgen.

Som moden skuespiller agerer hun ikke sjældent kvinde af folket med hjertet på rette sted. Dette kan udarte til kliché og maner, men i Bernd Böhlichs (f. 1957) tragikomedie Der Mond und andere Liebhaber (2008) samlede hun sit potentiale i en både imponerende og bevægende præstation som en sej overlever i det aktuelle Østtyskland, der udsættes for al landsens ulykker uden at give køb på håbet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig