Erik Charell

Erik Charell, Erich Karl Löwenberg, 1894-1974, tysk instruktør, teaterleder og producent. Charell, der var uddannet skuespiller, overtog i 1924 Grosses Schauspielhaus i Berlin efter Max Reinhardt og gjorde det til centrum for floorshows og udstyrsoperetter med korpiger efter engelsk og amerikansk forbillede. Efterhånden specialiserede han sig sammen med komponisten Ralf Benatzky i nyskrevne operetter med nostalgiske temaer, hvoraf Im weissen Rössl (1930, Sommer i Tyrol) blev en verdenssucces, som Charell gæsteiscenesatte i London, Paris og New York.

På grund af Charells erfaringer med musikalsk kostumedramatik engagerede UFA ham til i 1931 at instruere filmen Der Kongress tanzt (Kongressen danser), en fantasi om en lille syerske og det højere aristokrati under Wienerkongressen 1815 og en af de mest populære tyske tonefilm i tiden før Hitler. Hovedrollerne blev spillet af Lilian Harvey (1906-68) og Willy Fritsch. En lang, både stramt og opulent koreograferet karettur på UFA-atelierets område, hvor Harvey til Werner Richard Heymanns (1896-1961) melodi synger "Das gibt's nur einmal, das kommt nicht wieder", er filmens tekniske og musikalske højdepunkt. Parallelt blev filmen indspillet på engelsk og fransk med den engelskfødte Harvey som gennemgående person.

Efter Hitlers magtovertagelse i 1933 blev Charell fyret fra tysk teater og film, selv om han var midt i forberedelserne til en Odysseus-film med Hans Albers. Få år senere forbød Goebbels både Im weissen Rössl og Der Kongress tanzt, fordi Charell og mange andre bag de folkekære titler var jøder. Charell emigrerede til USA, hvor han uden større held forsøgte sig i Hollywood og på Broadway. Hans mest spektakulære projekt var Swingin' a Dream, en musical-udgave af Shakespeares "En skærsommernatsdrøm", omplantet til New Orleans 1890 med lutter sorte medvirkende, bl.a. Louis Armstrong, Butterfly McQueen (1911-95) og Dorothy Dandridge. Forestillingen blev et flop og overlevede kun tretten opførelser.

Efter krigen vendte Charell tilbage til Tyskland og havde en sidste succes med schweizeren Paul Burkhards (1911-77) cirkusoperette Feuerwerk (1950), senere mest kendt for slageren "O, mein Papa".

Erik Charell kom retrospektivt til at stå som symbolfigur for charmerende eskapisme og apolitisk virkelighedsflugt under 1930'ernes tyske krise. En ekstrem eksponent for tidens spaltning var hans faste sangtekstforfatter Robert David Winterfeld (1899-1978), der under pseudonymet Robert Gilbert forsynede Charell med sværmerier for de gode gamle dage og habsburgmonarkiet, og samtidig under et andet alias, David Weber, skrev kommunistiske vers til komponisten Hanns Eisler og sangeren Ernst Busch.