Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Peter Brook

Oprindelige forfattere BL-M og MeLu Seneste forfatter Redaktionen

Peter Brook, f. 1925, britisk teater- og filminstruktør, der med sine klassikerfornyelser og sin tværkulturelle teaterpraksis er en af 1900-t.s indflydelsesrige europæiske instruktører. Brook debuterede 1943 og markerede sig tidligt som Shakespeare-iscenesætter. 1968 publicerede han sine teaterteoretiske tanker i The Empty Space (da. Det tomme rum, 1988), hvori han tager afstand fra vor kulturs stivnede teatersyn. Siden 1970 har Peter Brook haft sin kunstneriske base i Bouffes-du-Nord i Paris med oprettelsen af Centre international de recherches théâtrales, som med skuespillere fra hele verden udgør en enestående eksperimenterende og antropologisk teaterpraksis.

Karakteristisk for hans forestillinger er det filmiske forløb og det kropslige udtryk, sådan som det kunne ses i opsætningerne af Kirsebærhaven (1981) og det indiske heltedigt Mahabharata (1985), der på sin verdensturné bl.a. gæstede Østre Gasværk Teater i København med den ni timer lange forestilling.

Brook har i 1990'erne som instruktør fortsat sin interesse for opera med bl.a. Don Giovanni (1998), og han har skabt en ny forestilling af The Tragedy of Hamlet (2000). Selvbiografien The Shifting Point fra 1988 er blevet fulgt op af Threads of Time (1998).

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bjørn Lense-Møller, Me Lund: Peter Brook i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=51327