• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Vsevolod Mejerkhold

Oprindelig forfatter AKuh Seneste forfatter Redaktionen

Vsevolod Mejerkhold, Meyerhold, 1874-1940, russisk skuespiller, instruktør og teaterleder. Vsevolod Mejerkhold var medlem af Moskva Kunstnerteater (MXAT) ved dets åbning i 1898 og grundlagde 1900-t.s studio- og laboratorietradition.

Som fortaler for det nye regimes kunst iscenesatte han revolutionen i Buffomysteriet (1918) og fremtidsvisionen Væggelusen (1929), begge af Vladimir Majakovskij.

Mejerkhold talte om konventionernes teater, idet han skelnede mellem at reproducere en stil og at stilisere sceniske situationer. Hans æstetik henviste til dukker, folkeeventyr og commedia dell'arte, der kom til teatralsk udtryk i cirkus, kabaret, opera og film.

Annonce

Han udforskede skuespillerens refleksive bevægelser, så dem som en fysisk tegning i rummet og samlede dem i etuder, under ét kaldet for biomekanik (se også konstruktivistisk teater).

Regimet ændrede kunstopfattelse, og Vsevolod Mejerkhold blev i 1936 anklaget som "kosmopolitisk formalist". Da myndighederne lukkede hans teater i 1938, overdrog Konstantin Stanislavskij sin forhenværende elev sit Operateater.

Vsevolod Mejerkhold blev henrettet i 1940 og rehabiliteret i 1955. I 1991 grundlagdes et museum i hans lejlighed i Moskva. I Danmark har især Odin Teatret anvendt hans teorier.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Annelis Kuhlmann: Vsevolod Mejerkhold i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. august 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=123733