Faktaboks

Ole Bornedal
Født
1959

Ole Bornedal, f. 1959, dansk forfatter og instruktør. Ole Bornedal vandt i 1986 Prix Italia for radiomontagen Knust kværn og kvæstet om motorcykler og dødsfascination. Fra 1987 arbejdede han med underholdning, tv-satire (Den gode, den onde og den virk'li sjove) og talkshow (Livet er da en go' idé).

Han debuterede 1993 som dramatiker og instruktør med Den dag lykken...Dr. Dantes Aveny, senere samme år kom tv-gyseren Masturbator. I 1994 fik han med gyseren Nattevagten (Robert) efter eget manuskript et gennembrud som filminstruktør.

For tv har Ole Bornedal instrueret miniserien Charlot og Charlotte (1996), om to kvinders rejse gennem Danmark, og thrilleren Dybt vand (1999). Ind imellem lavede han i USA en remake af sin debutfilm, Nightwatch (1998), dog uden succes. Herefter fulgte det stort anlagte melodrama I am Dina (2002, Jeg er Dina), baseret på Herbjörg Wassmos roman Dinas bog (1989, da. 1990).

Et gennemgående tema i Ole Bornedals produktion er en tilbagevenden til drifterne; det gælder også i hans teaterarbejde. Det sås i hans Macbeth-opsætning på Gladsaxe Teater (1998) og året efter i livsstilskomedien Gud bevare Danmark, som han både skrev og instruerede til Østre Gasværk.

I 2001 overtog han s.m. Jon Stephensen (f. 1959) ledelsen af Aveny Teatret, som nu fik navnet Aveny-T, og her opsatte han året efter en moderniseret udgave af Ludvig Holbergs Jeppe på Bjerget. Ole Bornedal forlod Aveny i 2004 i protest mod teateranmeldernes angivelige negativitet. Formand for den nyoprettede Statens Kunstfonds film- og teaterudvalg 2005-07.

2007 vendte han tilbage til filmen med børnegyseren Vikaren og thrilleren Kærlighed på film, og han har siden bl.a. instrueret thrilleren Fri os fra det onde (2009) og gyseren The Possession (2012) i Hollywood. Ole Bornedal har desuden skrevet og instrueret DR's hidtil dyreste dramaserie 1864 (2014) om tiden omkring de slesvigske krige.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig