commedia dell'arte

Commedia dell'arte var en af de tidligste former for professionelt teater i nyere tid i Europa. Den opstod i Norditalien i midten af 1500-tallet, sandsynligvis ved at stof fra det lærde, ikke-professionelle teater indgik forbindelse med masker og folkelig komik.

Fra mere primitive former, ofte spil mellem herre (Pantalone) og tjener (Zanni), udvikledes store trupper, som optrådte både på markeder og ved fyrstehoffer med flere genrer og med indslag af dans, sang og akrobatik.

Skuespillerne fulgte ikke en skreven tekst, men et handlingsskelet, som de fyldte ud med registre af situationer, dialoger, tirader og gags kaldet lazzi. Figurgalleriet kom til at omfatte fædrene købmanden Pantalone og den lærde Dottore, de unge elskende (som ikke bar maske), den storpralende soldat Il Capitano og en broget skare af komiske tjenere. Blandt de kendteste af tjenerfigurerne blev Harlekin fra Bergamo og Pulcinella fra Napoli.

De faste figurer lærtes gennem en art mesterlære, og skuespillerne agerede ofte inden for et bestemt rollefag i hele deres karriere.

Allerede i 1500-tallet spredtes commedia dell'arte ud over Europa: Større og mindre trupper turnerede og inspirerede til efterligning. Samtidig med, at de var højt værdsatte underholdere, ansås udøverne for en suspekt kaste, ikke mindst af kirken. Blandt det anstødelige var kvinders medvirken, som ikke var almindelig i tiden, og brugen af masker.

En vigtig udvikling fandt sted i Frankrig, hvor der fra 1660 fandtes en fast italiensk trup i Paris. Den delte en tid teater med Molière, som fik inspiration fra maskekomedien. Også Holberg satte pris på dens robuste komik, som han kendte fra den trykte udgave af repertoiret. Truppen blev bortvist fra Paris i 1697 som følge af dens respektløshed.

I 1716 kom en ny trup til i Paris, som lancerede Marivaux' raffinerede harlekinader. I Italien begyndte dramatikeren Carlo Goldoni i midten af 1700-tallet at indføre en mere realistisk komedieform uden improvisationer og masker.

Under oplysningstiden blev maskerne og ikke mindst Harlekin et symbol på primitivitet og tilbageståenhed, og teaterformen regnes for død i slutningen af 1700-tallet.

Dele af traditionen levede dog videre i mere ydmyge sammenhænge: turnerende trupper, cirkus, varieté og pantomimer som på Pantomimeteatret i Tivoli.

Commedia dell'arte har i flere omgange leveret stof til "reteatralisering" af teatret, i 1900-tallet hos store fornyere som Mejerkhold, Vakhtangov, Craig og Copeau. Også Dario Fo er i høj grad inspireret af teaterformen.

• Italiens teater
• Frankrigs teater
• improvisation