Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Harlekin

Oprindelig forfatter Holm Seneste forfatter Redaktionen

Harlekin med spraglet dragt, sort maske og et lille sværd, briks, som var standardudstyr for figuren. Antoine Trouvains (1656-1708) stik af Harlekinen i 1690'ernes italienske trup i Paris, Evariste Gherardi (1663-1700), er et typisk serieprodukt; mængder af sådanne stik blev fremstillet med kendte folk, de sidste nye moder o.l. på et neutralt gulv og med en dekorativ baggrund; kun bræddegulvet røber her teatersammenhængen. Gherardi forestod en bogudgave af truppens repertoire, Le Théâtre Italien, som blev en væsentlig inspiration for Holberg.

Harlekin med spraglet dragt, sort maske og et lille sværd, briks, som var standardudstyr for figuren. Antoine Trouvains (1656-1708) stik af Harlekinen i 1690'ernes italienske trup i Paris, Evariste Gherardi (1663-1700), er et typisk serieprodukt; mængder af sådanne stik blev fremstillet med kendte folk, de sidste nye moder o.l. på et neutralt gulv og med en dekorativ baggrund; kun bræddegulvet røber her teatersammenhængen. Gherardi forestod en bogudgave af truppens repertoire, Le Théâtre Italien, som blev en væsentlig inspiration for Holberg.

Harlekin, (fr. Arlequin, Harlequin), komisk tjenerfigur i commedia dell'arte.

Trods sin status som symbol på maskekomedien er figuren i virkeligheden nogle årtier yngre end teaterformen; de første vidnesbyrd stammer fra Paris ca. 1585. Figuren er formentlig skabt af Tristano Martinelli (ca. 1556-1630), men med et vist forlæg i en dæmonisk folketro-figur, Hellequin.

Typen bar oprindelig et tætsluttende, lappet trikot og en næsten dyrisk sort maske. Han blev hængt ud som modsætningen til al orden og moral. Ofte optrådte han som en sulten stymper fra Bergamo, parat til at påtage sig et hvilket som helst arbejde.

Annonce

Figuren slog mest an uden for Italien; især hos den italienske trup i Paris blev Harlekin efterhånden komisk midtpunkt i groteske og parodiske spil. Kostumet var nu stiliseret til de kendte mangefarvede trekanter, evt. ruder. Fra 1720'erne fik figuren følsomme træk hos især Marivaux.

I Italien raffinerede Goldoni dens efterhånden mekaniske komik i fx Én tjener og to herrer (1745), men på længere sigt bidrog han til afskaffelsen af masken og typen. 1700-t. lagde vægt på teatrets moralske funktion; her blev Harlekin symbolet på et vulgært og tilbagestående teater.

Harlekinader

er betegnelsen for spil med Harlekin som den dominerende hovedperson. I begyndelsen af 1700-t. indledtes en særlig udvikling: På markedsteatrene i Paris udviklede bl.a. A.R. Lesage en satirisk harlekinade, og John Rich (ca. 1682-1761) skabte Harlekin-pantomimer i London.

Harlekinaderne var ofte præget af mekaniske tricks, og især pantomimerne kom til at handle om Harlekins kærlighed til Kolumbine og hans flugt fra forfølgere.

Denne folkelige genre har overlevet på Pantomimeteatret i Tivoli.

Se også commedia dell'arte.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bent Holm: Harlekin i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 25. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=89042