Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

skuespilkunst

Oprindelig forfatter Holm Seneste forfatter Redaktionen

skuespilkunst, fremstilling af en andens identitet i gennemspilning af fiktive handlingsforløb. Egentlig skuespilkunst vil i reglen forudsætte professionalisme, erhvervsmæssig udøvelse. I Europa var det stort set først i 1700-t., den blev regnet for en seriøs kunstart. Blandt dens forudsætninger nævnes ofte dels en iboende lyst til at efterligne på linje med børns leg, dels et udspring i religiøs-rituelle aktiviteter. Holdningen til udøvelsen har i vestlig sammenhæng været præget af fjendtlighed eller forsvar, tidlig formuleret af hhv. Platon, som anså skuespil for farligt forførende, og Aristoteles, der så det som forløsende. Også i enkelte andre kulturer, fx den ortodoks jødiske, ses en negativ holdning til skuespilleri.

Vestlig skuespilkunst

har sit udspring i den kultiske praksis, som hang sammen med det antikke græske drama. Rollerne udførtes oprindelig af mænd, frie borgere, som nød anseelse pga. det ærefulde hverv. Der vides ikke meget om arten af deres kunst, men den ophøjede stil har givetvis været reciterende, undertiden sangagtig, og stiliseret koreograferet. Skuespillerne bar masker, der angav forskellige persontyper.

Den romerske skuespilkunst blev udøvet af æreløse, evt. slaver. Lærere i retorik som Cicero og Quintilian fremsatte overvejelser om den effektfulde optræden, brugen af gestik og stemme, som senere tider forbandt med kunstarten. Professionen blev anset for vanærende (forbundet med infami), og dens udøvere var berøvet borgerlige rettigheder.

Annonce

Med kristendommens indførelse formulerede kirkefædrene en række skarpe fordømmelser af erhvervet, der af Tertullian omkring 200 blev stemplet som "Djævelens kirke". I middelalderen varetoges skuespilleri da også i større, dvs. kirkelig-opbyggelig, sammenhæng af amatører. Først med renæssancens kulturelle verdsliggørelse åbnedes atter for en professionel skuespillerstand. Men karakteristisk er det, at den for at legitimere sig måtte give sig ind under en stormands beskyttelse, som det fx gjaldt på Shakespeares tid. Med puritanernes lukning af Londons teatre 1642 fik modstanden et markant udtryk. I renæssancens og barokkens skuespilkunst indgik bl.a. retorikkens talende gestus og de klare udtryk for karakterer og affekter.

Den professionelle kunst udviklede sig ikke mindst i commedia dell'arte som et skuespillerteater, baseret på faste typer og improvisation, ikke primært på en forfatters tekst. Her var der udpræget tale om rollefag og om, at skuespillerne perfektionerede sig i specifikke karaktertyper, der også kunne bære maske. I Frankrig ophævede Ludvig 13. formelt den borgerlige infami 1641, mens den kirkelige varede ved til Revolutionen. Ikke desto mindre var udøverne ofte velanskrevne hos de herskende som fx Molière hos Ludvig 14. Med 1700-t. skete et skift, hvor skuespilkunsten blev fremhævet som moralsk nyttig; der blev formuleret teoretiske skrifter, og en større grad af nuanceret karaktertegning afløste efterhånden typespillet og de rene affektudtryk. Det var teaterreformatorernes tid, hvor også standens anseelse søgtes højnet. I Danmark lancerede dramaturger som Peder Rosenstand-Goiske og Knud Lyne Rahbek, hvad fx Riccoboni, Lessing og Diderot stod for andetsteds: en plæderen for en reflekteret, teoretisk funderet udøvelse med vægt på troværdigheden og en engageret diskussion af den ægte følelses betydning. Hermed var barokteatret med dets klare skelnen mellem genrerne og dets halvcirkelopstilling af skuespillerne ved rampen under afvikling.

Et mere radikalt brud skete i romantikken, der dyrkede det ekstreme, lidenskabelige udtryk. 1800-t.s skuespilkunst blev især præget af udviklingen mod realismen og dernæst naturalismen, båret af tanken om den (videnskabelige) autenticitet, som blev systematisk udforsket af Stanislavskij. Samtidig med at dramaets litterære tyngde voksede med fx Ibsen, øgedes skuespillerstandens respektabilitet. Hertil kom formaliserede uddannelser som Det Kgl. Teaters Elevskole, oprettet 1886. I slutningen af 1800-t. kom naturalismen til kort, og man søgte inspiration i bl.a. tidligere tiders eller andre verdensdeles udtryk. I 1900-t. sås generelt en tendens hen imod stilisering som hos Craig, Mejerkhold og Brecht, om end på vidt forskellige præmisser, fra metafysiske til materialistiske. Formeksperimenter opløste undertiden kategorier som karaktertegning og sammenhængende narration, fx i performance, dog således, at den psykologiske realisme har været normdannende, også inden for film og tv (se Method Acting).

Dyrkelse af store stjerner har fra første færd hørt til faget, uanset om professionens anseelse eventuelt var lav. I slutningen af 1900-t. er skuespilkunst et respekteret erhverv, i visse sammenhænge, især film og tv, omgivet med glamour.

Uden for Europa

har den religiøse dimension af skuespilkunsten holdt sig i flere sammenhænge. Således har både det japanske no og det indiske kathakali rituelle aspekter. Traditionelt teater har her bevaret mesterlæresystemet med en nøje fastholdelse af en given teknik og rollefremstilling, i princippet uden subjektivt tilføjet karakterisering. Der er tale om en typisering, undertiden med anvendelse af masker eller sminkemasker, og om en klar opdeling i ophøjet-seriøse og komiske kategorier.

Vestlig skuespilkunst har i flere perioder søgt inspiration i ikke-europæisk teater; således vendte Brecht sig mod kinesisk teater, Ariane Mnouchkine mod bl.a. no, og for Eugenio Barba er teaterantropologien et hovedtema.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bent Holm: skuespilkunst i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=160609