En skolekomedie er en teaterforestilling med elever som optrædende. I Danmark blomstrede skolekomedierne især i sidste halvdel af 1500-tallet.

Faktaboks

Også kendt som

skoledrama

Skolekomedien sigtede oprindelig mod latinskoleungdommens tilegnelse af færdigheder i at føre sig og formulere sig. Teaterformen udgik af renæssancens humanistdrama, og indholdet blev især bibelske motiver. Skolekomedien fik en central placering ved Martin Luthers og Philipp Melanchthons tilskyndelse til at bruge teatret i troskampen.

Blandt 1500-tallets danske skolekomedieforfattere var rektor for katedralskolen i Ribe Peder Jensen Hegelund og præsten i Viborg Hieronimus Justesen Ranch. I de katolske områder stod jesuiterdramaet i 1600-tallet som en avanceret udvikling af genren.

Også op gennem 1900-tallet har det været almindeligt at lade skoleelever spille teater på deres skole, og afviklingen af årets skolekomedie er ofte en festlig tilbagevendende begivenhed med kammerater og forældre som publikum. Fra 1975 har drama været at finde blandt skolernes undervisningstilbud.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig