Repertoire - repertoire, (af fr. répertoire 'fortegnelse, katalog', af senlat. repertorium, afledn. af reperire 'finde'), plan over et teaters eller et orkesters opførelser. Repertoiret er det konkrete og synlige udtryk for den kunstneriske ledelses idéer og hensigter. Et repertoireteater er et teater, hvor der som regel spilles en ny forestilling hver dag i modsætning til teatre, hvor den enkelte forestilling spilles hver dag i en længere periode og så skiftes ud. I Danmark er det kun Det Kgl. Teater, der kan betegnes som repertoireteater. Repertoireteatrets grundlæggende forudsætning er et fast ensemble, og dets styrke er, at det med kort varsel, fx i sygdomstilfælde, kan skifte aftenens forestilling ud med en anden fra det faste repertoire.