nationalteater

Nationalteater, scene, som i særlig grad plejer et lands eller en stats teaterkunst. Som første nationalteater regnes Comédie-Française, grundlagt ved kongeligt dekret 1680. Begrebet om en national scene som en stationær kulturinstitution knytter sig dog især til 1700-t., hvor teaterkunsten søgtes højnet og knyttet til patriotiske og moralske holdninger. I Danmark brugtes argumentet om udvikling af nationens sprog og kultur ved oprettelsen af dansk teater 1722, som dog først fra 1748 fik officiel status (se Det Kongelige Teater).

J.E. Schlegels Gedanken zur Aufnahme des dänischen Theaters (1764) fik betydning i større sammenhæng; således blev et tysk nationalteater forsøgt etableret i Hamburg 1767-69 med G.E. Lessing som dramaturg. Siden fulgte bl.a. Burgtheater i Wien, 1776 ved kejserligt dekret erklæret "teutsches Nationaltheater", Mannheim 1777 og Berlin 1786. Sverige fik 1788 Kungliga Dramatiska Teatern (Dramaten). I Norge oprettedes 1899 Nationaltheatret. Rigsscene for nynorsk er Det Norske Teatret, oprettet 1912. En klassisk teaternation som Italien har ikke en egentlig nationalscene; Piccolo Teatro di Milano, grundlagt 1947, fungerer dog som en uofficiel sådan. Tilsvarende var Storbritannien meget sent ude, først med National Theatre oprettet 1962 med Laurence Olivier som første leder (fra 1988 Royal National Theatre); anden halvdel af det britiske nationalteater udgøres af Royal Shakespeare Company, grundlagt i 1961, fra 1982 også i London placeret i Barbican Centre; se også London (musik og teaterliv).

Til det nutidige billede af en nationalscene hører en repertoirepolitik, som blander klassisk og samtidigt inden- og udenlandsk drama. Grundlæggelsen af nationalteatre er identitetsskabende i unge nationer, fx i Afrika.