Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

masker

Oprindelig forfatter Holm Seneste forfatter Redaktionen

Masker. 1 Dæmonmaske, sepikfolket, Papua Ny Guinea; 2 skuespillermaske i bronze, Piræus, 350 f.Kr.; 3 læge med operationsmaske og patient med bedøvelsesmaske; 4 svejsemaske; 5 karnevalsmaske, Venezia; 6 Batman med halvmaske; 7 fransk antiterrorpoliti maskeret med elefanthuer, 1998; 8 Ku Klux Klan-medlemmer maskeret med hætter, Idaho, 1986.

Masker. 1 Dæmonmaske, sepikfolket, Papua Ny Guinea; 2 skuespillermaske i bronze, Piræus, 350 f.Kr.; 3 læge med operationsmaske og patient med bedøvelsesmaske; 4 svejsemaske; 5 karnevalsmaske, Venezia; 6 Batman med halvmaske; 7 fransk antiterrorpoliti maskeret med elefanthuer, 1998; 8 Ku Klux Klan-medlemmer maskeret med hætter, Idaho, 1986.

masker, tildækning af ansigtet, der i form af hel- eller halvmaske eller som bemaling skjuler eller ændrer bærerens identitet. Masker kendes i alle kulturer, religiøse som sekulariserede, og optræder i en række sammenhænge, fx rituelt-magiske, folkloristiske og teatermæssige. Masker fremstilles af forskellige materialer som træ, læder og papmaché og kan være menneske- eller dyrelignende eller abstrakte, dvs. referere til en anderledes virkelighed.

Oprindelig var masken især knyttet til overgange i naturens eller livets gang. Visse afgørende situationer indebærer behov for at indgå i en anden tilstand, at personificere eller konfrontere sig med væsner af en anden dimension. Masken og kostumeringen lader tilsammen bæreren inkarnere et andet væsen, fx en ånd, en forfader eller en mytisk figur. Fremstilling af og omgang med masker er i mange sammenhænge omgærdet med ærefrygt.

Via tysk Maske eller fransk masque fra middelalderlatin masca 'spøgelse, heks', af arabisk maskhara 'latterliggørelse, maskerade, gøgler'.

Bag ved brugen af masker ligger formentlig ofte forestillingen om, at væsner, guddommelige, dæmoniske eller afdøde, materialiserer sig på visse tidspunkter, og at verden for en stund er forvandlet.

Annonce

Masker kan aktualisere en anden tid. Dødemasker var nok et værn mod tidens gang; de kendes fra bl.a. egyptisk og mykensk brug og fra romerne i form af imagines, masker af afdødes ansigtstræk, der blev båret af en skuespiller under begravelsen og siden placeret i hjemmet.

Inden for magisk maskebrug er Afrika det kontinent, der har den rigeste og mest varierede forekomst, og brugen er indgået i alle dele af samfundslivet: i retshåndhævelsen, indvielser, magi og sygdomsbehandling og undertiden knyttet til hemmelige selskaber. Stor variation findes også i Stillehavsområdet, men som nævnt er der stærkere eller svagere spor af masker overalt i Asien, Amerika, blandt eskimoer og i Europa.

I Europa findes også relationen til års- og årstidsovergange, fx nytårs- og karnevalsperioden. En række funktioner og figurer går igen, fx uddrivelsen af det negative, og en maskering, der omfatter pels og klokker eller bjælder er udbredt i bl.a. Balkan, Grækenland, Italien, Tyskland og Norden.

Der kendes både masker (af læder) og billeder af masker fra vikingetiden, og der er endnu tidligere vidnesbyrd om dyremasker i Norden. I nordisk sammenhæng er maskebrug historisk især knyttet til jul og fastelavn, hvor hverdagens normer opløses. Allerede i 900-tallets. Byzans tales der om væringernes maskeskikke i juletiden. Olaus Magnus skildrede i 1500-tallet udskejelserne hos de fastelavnsmaskerede; tøjlesløsheder, som mobiliserede de kirkelige myndigheder.

I 1556 erklærede Peder Palladius, at nu var "fastelavnsdjævlen" udjaget, men det holdt ikke stik. Om den maskerede julebuk siges det hos en dansk teolog i 1600-tallet, at man finder "skjult under sådan larve (dvs. maske) ikke alene en hedensk, men og en djævels dyrkelse".

Maskebrug i Norden er i slutningen af 1900-tallet især knyttet til helligtrekonger, ofte i afsidesliggende egne. Fastelavnsmasker er blevet børnefolklore.

Teater

Inden for teatret indtager det japanske no-drama en særstilling ved sin århundredgamle traditionelle maskebrug. Også på fx Bali kendes et levende maskedrama.

Kinesisk og indisk teater anvender især sminkemasker. I Europa kendes maskeanvendelse ikke mindst fra det antikke Grækenland i såvel tragisk som komisk sammenhæng, opført i forbindelse med Dionysoskulten.

Middelalderens gøglere kunne være maskerede, ligesom mysterie- og passionsspillenes djævle var det. Med commedia dell'arte, den italienske improvisationskomedie, opstod i 1500-tallet igen en hel teaterform baseret på maskespillet. Kravet om realisme i 1700-tallet førte til afskaffelse af maskerne undtagen i meget folkelige former.

Da en søgen bort fra naturalismen slog igennem i slutningen af 1800-tallet, genvaktes interessen; en milepæl var her Alfred Jarrys grotesk-obskøne forestilling Kong Ubu i Paris 1896. Ikke mindst Gordon Craig pegede på masketeatret som vejen bort fra den ydre virkelighedsefterligning. Fra 1908 udgav han tidsskriftet The Mask. Craigs idealbillede af "die Übermarionette" viser både asiatisk og commedia dell'arte-indflydelse. Netop det historiske og det eksotiske blev fast inspiration.

Den sovjetiske avantgarde såvel som franske innovatorer som Jacques Copeau tyede til commedia dell'arte efter 1. Verdenskrig. Avantgardisterne anvendte masker, således i ekspressionisternes kredsen om det isolerede jeg. Mens dramatikere som W.B. Yeats og Eugene O'Neill var inde på brug af masker, var det for Luigi Pirandello mere en filosofisk metafor, når han kaldte sin dramatik for Nøgne masker.

Hos Bertolt Brecht udtrykte masken den sociale rolle. Med Giorgio Strehlers commedia dell'arte-revival efter 2. Verdenskrig blev lædermasker skabt af Amleto Sartori (1915-62) og Donato Sartori (f. 1939) normgivende for teatermasker i moderne tid. Ariane Mnouchkine lod i 1980'erne inspirationen fra no-maskerne præge sit arbejde med William Shakespeare.

Billedkunst

Gengivelser af masker, skulpturelt eller malet, kan have magisk eller symbolsk betydning eller blot være dekorative. På huse og sarkofager kan de være ondtafværgende; inden for maleri kan de symbolisere fx illusion og forgængelighed.

Avantgardekunstnerne interesserede sig fra slutningen af 1800-tallet for masken som motiv, som udtryk for en grotesk og forvredet virkelighed, for primitive eller dunkle arketypiske figurer. Det ses bl.a. hos James Ensor, i Emil Noldes ekspressionisme, i afrikansk inspiration hos Pablo Picasso og i nordisk sammenhæng hos Cobramalere som Egill Jacobsen og Asger Jorn.

Disse tendenser kan ses i forlængelse af en betydelig interesse for primitive og arkaiske kulturer omkring 1900, afspejlet i fx J.G. Frazers bog The Golden Bough (1890) og Sigmund FreudsTotem und Tabu (1912-13).

I Danmark udkom i 1921 Egill Rostrups disputats Den attiske Tragoidia i theater-historisk Belysning, som analyserer det kultiske maskedrama. Tysk racemystik forplumrede for en tid den seriøse forskning. Området er stadig fyldt med uklarheder og uenigheder, fx i udlægningen af europæisk maskebrugs hhv. kirkelige og hedenske aspekter.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bent Holm: masker i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=122628