Kukkasseteater
I Det Kgl. Teaters Gamle Scenes tidligere bygning på Kgs. Nytorv kigger publikum mod det firkantede hul i "kassen", der viser Holbergs komedie Jacob v. Thyboe (1820).
Af /Statens Museum for Kunst.

Kukkasseteater er en lidt nedladende betegnelse for den traditionelle type af teaterlokale, hvor publikum sidder i den ene del af salen og ser mod den anden ende, hvor scenen opleves som en kasse med fire vægge. Den såkaldte "fjerde væg" ud mod publikum er usynlig.

Faktaboks

Etymologi

Ordet kukkasseteater er direkte oversat fra tysk, Guckkastenbühne. Lige som det danske udtryk bruges det tyske nedvurderende. Gucken betyder at kigge.

En kukkasse, der på dansk også kaldes for en perspektivkasse, er en kasse med et eller flere huller, hvorigennem man som underholdning kan se billeder, der vises på kassens inderside. De var almindelige som offentlig underholdning fra 1600-tallet og op til filmens fremkomst i begyndelsen af 1900-tallet.

Kukkasseteatret er et prosceniumsteater

Denne teatertype kaldes også for et prosceniumsteater eller en prosceniumsscene, fordi scenen er indrammet af en prosceniumsramme, der tydeliggør adskillelsen mellem scene og sal.

De fleste teatre, der er bygget fra barokken og op til tiden omkring 1. Verdenskrig kan karakteriseres som kukkasseteatre.

Specielt passede kukkasseteatret godt til det realistiske og naturalistiske drama, der ofte foregik i lukkede dagligstuedekorationer.

Kukkasseteater-begrebet bruges kritisk

Med avantgarden og de scenetekniske eksperimenter i begyndelsen af 1900-tallet (bl.a. Gordon Craig og Vsevolod Meyerhold) voksede interessen for at bryde med det traditionelle teaters form. Begrebet stammer fra denne tid, og i brugen af det ligger implicit en kritik af det traditionelle teaters skarpe afgræsning mellem scene og publikum.

Denne kritisk nedvurderende karakteristik af det traditionelle teater som kukkasseteater blev særligt udbredt i årtierne efter 1968 med fremkomsten af gruppeteatret og nye teaterformer.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig