Deus ex machina er et begreb, der især anvendes inden for teater, film og litteratur. Det betyder, at en knude i handlingen løses gennem et uventet og umotiveret indgreb af en udefra kommende – ofte guddommelig – person eller begivenhed. Dette dramaturgiske greb anses ofte for en letkøbt eller påklistret nødløsning.
udtrykket deus ex machina er latin og betyder ’guden fra maskinen’. Det er direkte oversat fra græsk: apò mēkhanês theós.
Den syditalienske rødfigurvasen er fra ca. 400 f.v.t. afbilleder slutscenen fra Euripides' tragedie Medea. Den er et eksempel på deus ex machina: Medea kan til slut i tragedien helt overraskende undslippe og flyve til himmels i en slange/drage-vogn.
Begrebet knytter det dramaturgiske greb, hvor fx en gud dukker op og griber ind i handlingen, sammen med det antikke teaters kran-lignende scenemaskine (mêkanê), der fra sceneloftet kunne hejse skuespillere til og fra scenen. Euripides brugte flere gange sådanne tekniske løsninger. Det ser man bl.a. i slutningen af tragedien Medea (431 f.v.t.), hvor Medea efter at have dræbt sine børn undslipper med deres lig i en slange-/dragevogn, som hendes bedstefar Solen havde sendt ned til hende.
Der er ingen fysiske spor eller samtidige afbildninger af mêkanê; men i flere komedier gjorde Aristofanes meget konkret grin med denne teknik. Det gjorde han bl.a. i Thesmoforiefesten (411 f.v.t.), hvor der er en rolle som Euripides, der på et tidspunkt svinger hen over scenen ved hjælp af en mêkanê.
Allerede komediedigteren Antiphanes (ca. 408 – 334 f.v.t.) anså deus ex machina for en letkøbt løsning. I Poetikken (ca. 335 f.v.t.) kommenterede Aristoteles den dramaturgiske deus ex machina-løsning, som han misbilligede, da den ikke er en nødvendig eller sandsynlig følge af den forudgående handling.
Ingen af dem bruger dog selve begrebet, der først kendes fra et udateret fragment af en komedie af Menander.
Senere eksempler på deus ex machina som dramaturgisk løsning ses bl.a. i Molières Tartuffe (1664). Her griber et kongelige sendebud ind og sørger for at arrestere titelpersonen på et tidspunkt, hvor alt ser sort ud for den familie, han har udnyttet.
I Holbergs Erasmus Montanus (1723) har løjtnanten en tilsvarende funktion af deus ex machina, da han til slut nærmest med vold tvinger Erasmus til at indrømme, at jorden er flad. Uden hans optræden var komedien ikke gået op.
Bertolt Brecht parodierede den klassiske opera i Dreigroschenoper (1928, på dansk Skillingsoperaen), hvor han overraskende og med ironisk virkning i sidste øjeblik lod et ridende bud fra dronningen benåde hovedpersonen, forbryderen Macheath, inden han dinglede i galgen.
I Mens vi venter på Godot (1953) valgte Samuel Beckett at gå modsat til værks. Her er ingen uventet Gud, der kommer og løser problemet. Tværtimod kan stykket ses som en venten på en Gud som aldrig kommer.
.jpg){kind=link}
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.