• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

bunraku

Oprindelig forfatter WFli Seneste forfatter Redaktionen

Bunraku. Scene fra Takeda Izumos De trofaste væbneres skatkammer ved en opførelse i Osaka, 1990. Hovedpersonen (tv.) provokeres til at trække sit sværd i regentpaladset og dømmes derfor til døden ved ceremonielt selvmord, harakiri. Dette medfører hans trofaste væbneres hævn, som er spillets egentlige tema. Da episoden udgør et dramatisk højdepunkt, håndteres dukkerne af prominente dukkeførere, hvis assistenter midlertidigt har skjult sig.

Bunraku. Scene fra Takeda Izumos De trofaste væbneres skatkammer ved en opførelse i Osaka, 1990. Hovedpersonen (tv.) provokeres til at trække sit sværd i regentpaladset og dømmes derfor til døden ved ceremonielt selvmord, harakiri. Dette medfører hans trofaste væbneres hævn, som er spillets egentlige tema. Da episoden udgør et dramatisk højdepunkt, håndteres dukkerne af prominente dukkeførere, hvis assistenter midlertidigt har skjult sig.

bunraku, populær betegnelse for Japans klassiske joruri-dukketeater efter navnet på et berømt dukkeensemble i Osaka fra begyndelsen af 1800-t. Joruri-teatret opstod i midten af 1600-t. ved sammenføring af tre uafhængige kunstformer: dukkespil, joruri (recitation af en dramatisk tekst) og akkompagnement af det trestrengede instrument shamisen.

En fortæller reciterer samtlige replikker, mens en musiker styrer det rytmiske forløb på shamisen. Dukkerne, hvoraf de største er trekvart menneskestørrelse, er meget realistisk udført ofte med bevægelige fingre, øjne og mund.

Hver dukke i de ledende roller føres af tre dukkeførere, som er fuldt synlige for publikum. Dukkeførerne er sædvanligvis klædt i sort; assistenterne bærer tillige sorte hætter for ansigtet og betragtes derved som usynlige, mens den ledende dukkefører oftest har blottet ansigt.

Annonce

Nogle af Japans største skuespil findes inden for bunraku-repertoirets to hovedkategorier: samtidige skuespil om tidens borgerstand som fx Dobbeltselvmord i Sonezaki (1703) af Monzaemon Chikamatsu og historiske skuespil som fx De trofaste væbneres skatkammer (1748) af bl.a. Izumo Takeda (1691-1756).

Bunraku er sammen med haikudigtning og kabukiteater de væsentlige kunstformer, der udvikledes i Edo-periodens Japan 1600-1868, hvor landet praktisk talt var lukket for omverdenen. Se også Japan (teater).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Willie Flindt: bunraku i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 25. september 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=52297