Radioteater er dramatik skrevet til og produceret for radio. Genren arbejder med stemmer, lyde og musik. Radiodramatik er ubundet af tid og sted, den kan frit krydse grænsen mellem menneskers ydre og indre verden, og den kan lege med alle former for virkelighed fra den dokumentariske til den okkulte. I montagen af disse elementer udgør genren en unik kunstform.
Radioteater. I 2001 inviterede DR lytterne ind i Radiohuset for at høre klip fra drama-arkivet. Af Morten Juhl/Ritzau Scanpix.
Begrænset anvendelse
radioteater
Radioteatrets historie
Det første drama skrevet direkte for radio blev sendt i London 1924 (Richard Hughes' (1900-1976) Comedy of Danger). I Tyskland, Storbritannien og USA udvikledes kunstformen. En vis specialisering blev synlig: Det seriøse og eksperimenterende hørespil blev intensivt udforsket i Tyskland; featureformen, som er faktabaseret, men anvender dramaets udtryksmidler, blev et særkende for det britiske BBC, og seriedramatikken professionaliseredes og udvikledes i de store networks i USA.
Tyskland
Før nazisternes magtovertagelse foregik der i Tyskland en intensiv diskussion og udvikling af det litterære hørespil (Bertolt Brecht, Erich Kästner mfl.). Nazisterne tog radiodramaet i deres propagandas tjeneste. Efter 2. Verdenskrig blev radiostrukturen i Vesttyskland decentraliseret; det medførte en stimulerende konkurrence om nye radiospil. Væsentlige tysksprogede forfattere fra denne periode er bl.a. Wolfgang Borchert, Friedrich Dürrenmatt og Max Frisch samt Heiner Müller fra DDR.
Storbritannien og USA
BBC udviklede ud over featureformen den populære seriedramatik. Samtidig sendte BBC's Third Programme radiodramatik af bl.a. Samuel Beckett, Harold Pinter og Dylan Thomas. I USA satsede de store networks på at professionalisere særlig seriedramatikken, fx soap operas, westerns og sitcoms. Se også Klodernes Kamp.
Dansk radioteater
Statsradiofonien, der blev grundlagt 1926, sendte allerede i det første år klassisk scenedramatik direkte fra radiostudiet ud i æteren. Det var forløberen for moderne radioteater. I de følgende årtier blev danske forfattere opfordret til at skrive for det nye medie. Men det var kun få, fx H.C. Branner, Leck Fischer og Soya, der med held udforskede dets muligheder.
I årene før fjernsynets udbredelse var serier som Familien Hansen (1929-1949) og Gregory-mysteriet (1954) uhyre populære. Samtidig sendtes store klassiske scenedramaer, ofte i radiobearbejdelse. Her blev skrevet radiohistorie gennem store skuespillerpræstationer, delvis bevaret for eftertiden.
1940'erne- 1960'erne
Kunstartens egentlige gennembrud blev imidlertid først muligt med båndteknikkens indførelse fra slutningen af 1940'erne. Hermed fik Radioteatret mulighed for klipning, redigering og montering, der lignede filmens. I konkurrencen med det nye tv-medie valgte Radioteatrets ledelse at rendyrke det specielt radiofoniske og intensivere arbejdet med danske forfattere.
I 1950'erne og 1960'erne blev Radioteatret, særlig i Jørgen Claudis (1916-1971) chefperiode (1964-1971), en betydningsfuld rugekasse for ny dansk dramatik. Forfattere som bl.a. Anders Bodelsen, Inger Christensen, Svend Åge Madsen, Finn Methling, Ernst Bruun Olsen, Leif Panduro, Klaus Rifbjerg og Ulla Ryum skrev for mediet, men også udenlandsk klassisk og moderne dramatik var på repertoiret.
Radioteknikeren Finn Quist (1933-1972) gjorde et pionerarbejde for at udvikle det kunstneriske potentiale i den nye teknik, og instruktører som Sam Besekow, Søren Melson og Carlo M. Pedersen fremstod som både eksperimenterende og vægtige radioinstruktører.
1990'erne
I 1990'erne har den digitale redigeringsteknik givet uanede muligheder for manipulation med stemmer, lyd og musik. En ny generation videreudvikler til stadighed radioteatret som kunstform, blandt instruktørerne fx Emmet Feigenberg, Carsten Grønning, Madeleine Røn Juul, Ole Kröll, Henrik Sartou og Daniel Wedel (f. 1965), hvor sidstnævnte i særlig grad har eksperimenteret med at blande fiktion og lydbilleder fra virkelighedens verden.
Efter en nedgangsperiode i 1980'erne, hvor Radioteatret blev meget underholdningspræget, vendte det med 1990'erne tilbage til sin mangeårige interesse for det originale radiospil og genopbyggede sin kontakt til nogle af de store radiodramatikere som Finn Methling, Klaus Rifbjerg og Erling Jepsen, men fandt også en ny generation af "fantaster" som T.S. Høeg, Line Knutzon, Morti Vizki og Jens Blendstrup (f. 1968), men samtidig en interesse for dokumentariske fiktionsformer fx hos instruktøren Daniel Wedel.
I 2000 skiftede Radioteatret navn til Radio Drama.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.