Meridiano Teatret, dansk teater, dannet i 1996 med den italienske instruktør, scenograf og dramatiker Giacomo Ravicchio (f. 1958) som kunstnerisk leder. Teatrets forestillinger er baseret på billeder snarere end ord, ofte i et poetisk meddigtende teatersprog, hvor skuespillere blandes med figurer og rekvisitter, der føres "usynligt" ved hjælp af nøje kontrolleret lys mod en sort baggrund. Forestillingerne fokuserer gerne på dramatiske menneskeskæbner, enten store personligheder som fx Chaplin i forestillingen af samme navn (2002) og udbryderkongen Houdini (Den store Houdini, 2004) eller på historisk fortællende forløb som Genesis (2006), der uden ord sætter billeder på verdens skabelse fra urtiden og frem til i dag. Mest markant har denne billedskabende kraft vist sig i trilogien Jord - manden fra Tollund (1996), Luft og vand - foetus (1998) og Ild - drømmenes land (2000), til sidst samlet i 6-timers-forestillingen Jord, Luft, Vand, Ild. Teatret spiller både stationært i København og på turné, også internationalt.