Københavns Internationale Teater, KIT, arrangør af festivaler og gæstespil med ny international scenekunst, stiftet i 1979 af Trevor Davies og Torben Schipper (f. 1949); i 1983 blev Schipper afløst af Lene Thiesen (f. 1947) frem til 1997. Som kulturel dynamo og inspirationsformidler har KIT udvidet den hjemlige horisont med nye eller fremmede tendenser inden for teater, performance, dans og verdensmusik, bl.a. Festival of Fools (1980-85), Det teatrale cirkus (siden 1987), Dancin' City (biennale 1990-96), Sommerscene (siden 1996), Dancin' World (2000-04) samt Images of Africa i 1991, 1993 og 1996. KIT, der finansieres via Kunstrådet og Københavns Kommune, er i de senere år ledet af Trevor Davies, H.C. Gimbel (f. 1965) og Katrien Verwilt (f. 1967).