ISTA, International School of Theatre Anthropology, international gruppe af teaterforskere og -udøvere under ledelse af Eugenio Barba, oprettet 1979. ISTA har fra 1980 til 2005 rundt om i Europa afholdt 14 store seminarer omkring det nye forskningsområde teaterantropologi. Ud fra demonstreret praksis i asiatiske og europæiske skuespilleruddannelser og -teknikker har den søgt at indkredse de principper og teknikker, hvormed en skuespiller skaber présence (nærvær) eller scenisk liv. Ved hvert ISTA-seminar skaber Barba og deltagerne en fælles forestilling, Theatrum Mundi, hvor hver optrædende bidrager med udtryk hentet fra sin egen konvention og arbejdsform. ISTAs inspirerende indsats er dokumenteret i en række internationale publikationer, senest i antologien The Performers' Village (1996).