Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Hotel Pro Forma

Oprindelige forfattere HLyd og MoDi Seneste forfatter Redaktionen

Hotel Pro Forma, dansk performanceteater skabt i 1985 af tekstilkunstneren Kirsten Dehlholm som en videreførelse af Billedstofteatret.

Som forgængeren dyrker Hotel Pro Forma samspillet mellem arkitektur, musik, bevægelse og ord ud fra billedkunstneriske principper. I stiliserede tableauer udforskes rum og perception som i Hvorfor bli'r det nat, mor? (1989) på Aarhus Rådhus og i Stedets Algebra (2006) på Axelborg i København.

Det autentiske i forhold til det kunstskabte tematiseres, når fx børn reciterer digte i Carpe carpe carpe (1988), enæggede tvillinger udstiller alkymi over for genteknologi i Fact-Arte-Fact (1991), dværge fortæller livshistorier i Snehvides Billede (1994) og vores forhold til religionen undersøges i installationsforestillingen Jesus_c_odd_size (2002).

Annonce

I perioder har Hotel Pro Forma bevæget sig mod musikken og teatret, hvor professionelle sangere er blevet inddraget med komisk effekt i musicalen Monkey Business Class (1996) og suverænt i operaen Operation: Orfeo (1993) med dens optiske magi samt i H.C. Andersen-billedfrisen Jeg er kun skindød (2005). 2010 undersøger Hotel Pro Forma bogens univers i udstillingen UndercoverDet Kongelige Bibliotek.

Hotel Pro Forma. Hjemmeside

Se videoklip: Hotel Pro Formas electro-opera om Charles Darwin Tomorrow, in a year (I morgen om et år) blev opført på bl.a. Det Kongelige Teater og Hellerau ved Dresden i 2009. Operaen er instrueret af Kirsten Dehlholm og Ralf Richardt Strøbech med musik af The Knife og udført af 3 sangere.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Henrik Lyding, Monna Dithmer: Hotel Pro Forma i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=93279