Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Hofteatret

Oprindelig forfatter Rask Seneste forfatter Redaktionen

Hofteatret, københavnsk teater, indrettet 1766-67 af N.-H. Jardin til Christian 7.s franske hoftrup i Christiansborg Slots søndre ridebanefløj. Teatret har været anvendt som gæstespilsscene, anneksscene for Det Kongelige Teater, skole- og prøvelokale samt maskeradesal.

En ombygning i 1842 af J.H. Koch og ti år senere indretning af en stor balkonloge i salens baggrund til Frederik 7. og grevinde Danner gav teatret dets nuværende udseende.

I 1855 dannede det rammen om den legendariske "hofteatersæson", hvor udbrydere fra Det Kongelige Teater under F.L. Høedts instruktion lancerede en dengang uhørt realisme.

Annonce

Hofteatret, der to gange undgik flammerne ved slottets brand, blev lukket i 1881 og først åbnet permanent i 1922 som Teatermuseet. Scenen anvendes undertiden til teaterformål.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Elin Rask: Hofteatret i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 28. marts 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=92276