Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Dansk Skolescene

Oprindelig forfatter JLang Seneste forfatter Redaktionen

Dansk Skolescene, københavnsk institution, der opførte klassiske stykker om eftermiddagen for skolebørn som supplement til danskundervisningen; oprettet i 1924 af læreren Thomas P. Hejle med instruktøren Svend Methling som kunstnerisk ankermand. Deres udgangspunkt var en progressiv oplevelsespædagogik. Forestillingerne blev ofte taget fra de traditionelle teatres repertoire og havde høj kunstnerisk kvalitet. I 1933 blev Dansk Skolescene udbygget med den turnerende Landsskolescene og i 1937 med Skolebio, der opfyldte samme formål på filmens område. Dansk Skolescene kom i 1960'erne i modsætning til udviklinger i teatret og pædagogikken; kvalitetsniveauet på forestillingerne sank. Institutionen lukkede i 1968.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørn Langsted: Dansk Skolescene i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=61566