Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Comedievognen

Oprindelige forfattere BJunc og HLyd Seneste forfatter Redaktionen

Comedievognen, dansk børne- og ungdomsteater, grundlagt i 1968 af Benny E. Andersen (f. 1934) og Kirsten Ewaldsen (1927-95). Comedievognen blev Danmarks første opsøgende børne- og ungdomsteater. Det spillede, hvor børnene var, dvs. i børnehaver og skoler, og satsede i modsætning til Dansk Skolescene på et intimt moderne børneteater, som satte børns egen verden på scenen. Teatret blev inspirator både for børneteaterfestivaltanken og for en lang række teaterfolk, bl.a. Ray Nusselein (1944-99), der spillede sine første dukketeaterforestillinger i Comedievognens regi.

Comedievognen har afprøvet meget i sit repertoire. Af nyere opsætninger kan nævnes Gunilla Bergströms Alfons Åberg (1982 og 2005) og dramatiseringen af Egon Mathiesens Mis med de blå øjne (1994).

Comedievognen modtog i 1984 Børnebibliotekarernes kulturpris. Teatret har nu etableret sig fast på Broscenen på Nørrebro og har siden 1972 været kollektivt ledet. Helt for sig selv står Comedievognens udvikling af klovneduoen Oli og Milan i en række forestillinger i 1990'erne.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Beth Juncker, Henrik Lyding: Comedievognen i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 1. april 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=58254