Betty Nansen Teatret

Betty Nansen Teatret, teater på Frederiksberg, åbnet 1869 som hovedstadens første serveringsteater, kaldet Frederiksberg Morskabsteater, ombygget 1888. Her blev der om sommeren, siden også i vinterhalvåret opført farcer, vaudeviller, lystspil og revyer.

I 1904 ændredes navnet til Frederiksberg Teater, i 1914 til Alexandrateatret. Repertoiret afspejlede i stigende grad kunstneriske ambitioner, hvilket især blev markant, efter at skuespilleren Betty Nansen i 1917 blev chef. Hun satte sit præg på repertoiret og sit navn på facaden, hvor det med få afbrydelser forblev til hendes død i 1943. Betty Nansen optrådte som instruktør og som teatrets førstekraft sammen med den yngre Henrik Bentzon og lod tillige sine skarpe teaterpolitiske meninger afspejle i teatrets programmer. Dramatik af Kaj Munk, som nationalscenen lod ligge, påtog Betty Nansen sig at opføre: i 1932 Ordet, i 1935 Shakespeares Hamlet i digterpræstens kontroversielle omskrivning og i 1937 Munks skuespil I Brændingen.

Efter Betty Nansens mangeårige ledelse kom teatret ind i en lang, problemfyldt periode præget af vekslende teaterchefers forsøg på at rette økonomien op. Indtægterne kunne ikke længere holde trit med de stigende udgifter, og i 1962 trådte Alléscenen, som teatret nu blev kaldt, i likvidation.

Først da Ungdommens Teater i 1964 overtog teatret med Bent Mejding som chef, blev økonomien bedre, blandt andet i kraft af et repertoire, der lagde vægten på moderne britisk-amerikanske stykker, musicals og børneteater. Helt afgørende var den status som landsdelsscene, som teatret fik i 1976 sammen med syv andre teatre i København. I 1979 valgte Landsdelsscenestyrelsen Morten Grunwald som Bent Mejdings efterfølger. Han fortsatte linjen med en blanding af moderne skuespil, klassikere og musicals, ændrede 1980 teatrets navn til Betty Nansen Teatret og åbnede i foråret 1981 Balkonscenen. Samtidig knyttedes forfatteren og instruktøren Ernst Bruun Olsen tæt til teatret, til hvilket han bl.a. skrev et af sine vittigste skuespil, Prometeus i saksen, i 1981. I sæsonen 1991-92, Grunwalds sidste, præsenterede han Ordet, der på ny viste sin bærekraft.

1992 blev Betty Nansen Teatret tilknyttet Det Storkøbenhavnske Teaterfællesskab, der afløste Den Storkøbenhavnske Landsdelsscene. Instruktøren Peter Langdal og regissøren Henrik Hartmann overtog ledelsen. De lagde ud med Shakespeare, Anouilh og Brecht på hovedscenen, spillede også på Balkonscenen, der havde skiftet navn til Lille Betty, og præsenterede korte spil af syv unge danske forfattere på nyerhvervelsen Edison, en scene indrettet i et nedlagt elværk.

2014 udnævntes filmproducenten Vibeke Windeløv til administrerende direktør med den svenske teaterinstruktør Stefan Larsson (f.1964) som meddirektør.

Radikale fortolkninger af klassikere og ny nordisk dramatik, bl.a. P.O. Enquists ægteskabskrimi Tupilak (1993) og hans Tjekhov-gendigtning af Tre søstre (2000), Suzanne Brøggers Dark (1994) og Ibsens Et dukkehjem, her kaldet Nora, Ibsens Hedda Gabler, her kaldet Hedda, og en rap-version af Peer Gynt, kaldet Gynt, alle 2005-06, danner en markant linje i repertoiret.

En anden præsenteres gennem et moderne musikdramatisk formsprog med The Black Rider (1999) og Woyzeck (2000), begge med musik af Tom Waits, hvor Woyzeck i Robert Wilsons iscenesættelse tillige har skabt international opmærksomhed. Teatrets konsekvente og udfordrende kunstneriske linje har skabt stor publikumsinteresse, hvorfor flere af forestillingerne har måttet genopsættes i følgende sæsoner.

På anneksscenen Edison eksperimenteres der med sceniske udtryk for at udforske og udvikle teaterkunsten. Det har bl.a. ført til Lars Norén-forestillingerne Personkreds 3 (1999) og Drengene i skyggen (2000). I de senere år har man på Edison opdyrket en speciel og virkelighedsbaseret spillestil, kaldet "De andres tanker og integrationsteatret C:ONTACT", i håb om også at tiltrække et nyt publikum med anden kulturel baggrund end dansk.