Faktaboks

Sam Besekow
Født
1911
Død
2001

Sam Besekow, Samuel Besekow, 1911-2001, dansk sceneinstruktør. Besekow var instruktørelev hos Max Reinhardt og Erwin Piscator i Berlin, inden han blev uddannet som skuespiller på Det Kgl. Teater. Her debuterede han allerede 1934 som sceneinstruktør med Stefan Zweigs Jeremias.

Efter nogle sæsoner på Odense Teater var han 1938-40 leder af Riddersalen, som han med sit moderne repertoire — Maxwell Anderson, O'Neill, Steinbeck, Giraudoux — og sine iscenesættelser gjorde til et brændpunkt i dansk teaterliv. De sidste år af 2. Verdenskrig opholdt han sig i Sverige, hvor han bl.a. satte i scene på det nyåbnede Stockholms stadsteater. Efter krigen delte han sig ligeligt mellem Det Ny Teater og Det Kgl. Teater. Som iscenesætter var han med til at skabe og fastholde Det Ny Teaters kunstneriske glansperiode under Peer Gregaard 1944-66, bl.a. med sine iscenesættelser af Silkeborg, Kat på et varmt bliktag, Toreadorvalsen og Messe for en skøge.

Samtidig var han og vedblev at være Det Kgl. Teaters førende skuespilinstruktør ved siden af John Price — bl.a. med Eurydike og Ismanden kommer i 1940'erne, Søskende og Måne for de mislykkede i 1950'erne og i de følgende år med et repertoire, der rakte fra klassikerne (Medea, Misantropen og Kong Lear) til de moderne udenlandske og danske dramatikere: Albee, Pinter, Beckett, Peter Weiss, Peter Shaffer og Ulla Ryum. Han iscenesatte endnu i 1993 Harold Pinters Fødselsdagsselskabet og i 1996 Edward Albees Tre høje kvinder på Det Kgl. Teater.

Besekow har også sat flere operaer i scene, fx Gershwins Porgy og Bess og Alban Bergs Wozzeck, og virkede desuden på de større og mindre scener i København og udlandet. Han har været en meget benyttet instruktør af radioteater og har arbejdet en del med tv-dramatik både her og i Tyskland. Hans styrke som iscenesætter ligger på én gang i det visionære og i det intime — dristigheden i de større linjer, der kan føre ham på afveje, men som også ofte har genialitetens præg, forenet med den inspiration, han er for skuespillerne.

Ved siden af sit rastløst aktive arbejde på teatret har han fra begyndelsen af 1950'erne udgivet en lang række bøger: romaner, teaterbetragtninger og dele af en dansk-jødisk selvbiografi. De tre erindringsbøger Skrædderens søn, Syvtallet og Komedianter blev 1993 udgivet samlet som: Fra majonæsekvarteret til Det Kongelige Teater, Teaterbetragtningerne 1994 som: At ane kraniet bag alle masker.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig