Faktaboks

Henrik Bering Liisberg
Født
30. august 1940
Død
16. september 2021
Henrik Bering Liisberg
Henrik Bering Liisberg fotograferet i 2005.
Henrik Bering Liisberg
Af /Ritzau Scanpix.

Henrik Bering Liisberg var en dansk teaterleder. Liisberg blev mag.art. i litteraturhistorie 1965, arbejdede som teateranmelder ved dagbladet Information 1964-67 og var desuden både før og efter eksamen beskæftiget med flere former for praktisk teaterarbejde.

Fra 1967 til 1970 ledede han teatret Svalegangen i Århus, hvorefter han 1970-73 fortsatte som direktør for Det Danske Teater. 1973-79 var han chef for Aarhus Teater og 1979-89 for Det Kongelige Teater. Her oprettede han i 1981 skuespillets intimscene, Gråbrødrescenen, og gennemførte en stor ombygning, afsluttet 1985.

Liisberg havde en særlig interesse for det moderne engelske skuespil. Han har oversat flere stykker, især nyere lystspil. På Det Kgl. Teaters anneksscene opdyrkede han et moderne dansk repertoire. Han trak sig tilbage i protest mod utilstrækkelige bevillinger, blev 1989-1993 kulturråd i Bruxelles og 1993-1995 direktør for Det Danske Filminstitut.

I 1999 blev Liisberg direktør for Det Storkøbenhavnske Teaterfællesskab. I 2002 ændredes stillingen til kulturdirektør under Hovedstadens Udviklingsråd (HUR), som han fungerede som til 2006.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig