Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Tammi Øst

Oprindelige forfattere EHvi og HLyd Seneste forfatter Redaktionen

Tammi Øst, f. 1958, dansk skuespiller. 1984-86 var hun tilknyttet Det Kgl.Teater. Her og på flere andre københavnske scener har hun med stor scenisk autoritet spillet i såvel det moderne som det klassiske rollefag, bl.a. den uskyldige Gretchen i Faust (1984) og Jelena i Onkel Vanja (1988) på Gladsaxe Teater. Senere blev hun fortolker af den uforløste kvinde, bl.a. Katinka i filmatiseringen af Herman Bangs Ved vejen (1988). Hendes fremstilling af titelrollen i Dark (1994) på Betty Nansen Teatret gjorde hende til en moderne tragedienne, en position, hun har styrket i Nikoline Werdelins Liebhaverne og Astrid Saalbachs Aske til aske — Støv til støv på Husets Teater (begge 1997). Samtidig mestrer hun ubesværet de klassiske roller, fx den sødmefulde Beatrice i Shakespeares Stor Ståhej for ingenting (Grønnegårds Teatret 2003) og den intrigante madame de Tourvel i Christopher Hamptons Farlige forbindelser (Østre Gasværk Teater 2005). Hun har desuden medvirket i en række revyer, bl.a. Cirkusrevyen 2001, ligesom hun har udfoldet sit musikalske og satiriske talent i soloforestillingen Den fede kvindes rige liv (Husets Teater 2003) og kvindekabareten K.R.O.P. på Bellevue 2005.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Erik Hvidt, Henrik Lyding: Tammi Øst i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=185101